Nyheder

fre, 10 mar 2023

Retssag mod Ørsted om milliarder ruller videre

Ørsted skal spare op mod 600 millioner kroner om året (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

En retssag mod Ørsted om påståede overpriser for elektricitet på mere end fire milliarder kroner skal fortsætte i Sø- og Handelsretten uden at involvere EU-Domstolen.

Retten har fredag bestemt, at det ikke er nødvendigt at bringe EU-Domstolen i Luxembourg på banen i processen for at få besvaret spørgsmål. Sagen mod Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S er anlagt af Energi Danmark A/S og mange andre. I alt godt 1000 virksomheder hævder, at de har betalt for meget. Det samlede krav er over fire milliarder kroner. Processen har stået på i en årrække. Sagsanlægget kom i 2007. Påstanden var, at det daværende Elsam havde misbrugt sin dominerende stilling til at opkræve urimeligt høje priser fra juli 2003 og frem til december 2006. Men undervejs har der været flere bump. Der opstod ventetid i flere år, fordi en sag, der involverede konkurrencemyndighederne, først skulle føres til ende. Da retssagen fortsatte, blev Ørsted i 2020 frifundet af Sø- og Handelsretten. Begrundelsen var, at afgørelsen i den anden sag mellem Konkurrencerådet og Ørsted havde virkning for el-kundernes krav. Priserne havde været lovlige. Men Energi Danmark ankede til Vestre Landsret, som i september 2021 besluttede at ophæve handelsrettens frifindende dom. Derfor skal Sø- og Handelsretten igen vurdere det store krav. Det er i denne forbindelse, at det fredag er besluttet at springe en forsinkende runde med EU-Domstolen over. Advokat Henrik Holtse er med til at føre sagen for Energi Danmark. Han oplyser, at der skal gennemføres syn og skøn, før Sø- og Handelsretten kan tage fat på finalen med en såkaldt hovedforhandling. Han tror, at det kan ske i 2024. Et centralt spørgsmål er, om fortjenesten skal vurderes på baggrund af prisen time for time sammenholdt med omkostningerne i den pågældende time. Eller om vurderingen skal ske over tid. Dernæst skal det afklares, hvilke omkostninger der kan inddrages i regnestykket. /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere