Økonomi

tor, 16 mar 2023

Credit Suisse brager i vejret efter blodrød aktiedag

SWITZERLAND-ECONOMY-BANKING-CREDIT SUISSE-STOCKS (Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix)

Credit Suisse stiger torsdag formiddag cirka 30 procent på børsen, efter at den schweiziske centralbank har kastet en økonomisk livline til den kriseramte bank.

Det skriver nyhedsbureauet AFP. Dermed tager bankaktien revanche for onsdag, hvor den kortvarigt stod til modsat at tabe 30 procent af sin værdi. Den schweiziske centralbank har meddelt, at man er villig til at stille op mod 50 milliarder schweizerfranc til rådighed for banken. Det svarer til godt 380 milliarder kroner. Det skal fungere som en slags livline for investeringsbanken, hvis likviditet har blødt efter en kundeflugt i det seneste finansår. I bankens årsregnskab kom det tirsdag frem, at kunder i sidste kvartal havde forladt banken i stor stil og hevet omkring 120 milliarder dollar, cirka 847 milliarder kroner, med sig. Kursfaldet onsdag accelererede tilsyneladende, efter at den største aktionær i banken, Saudi National Bank, fortalte internationale erhvervsmedier, at den ikke vil lægge flere penge i banken. Den Schweiziske Nationalbank meldte allerede onsdag aften ud, at den ville stå klar til at hjælpe Credit Suisse med likviditetsproblemerne. Den finansielle verden har været plaget af uro, siden den amerikanske bank Silicon Valley Bank i weekenden kollapsede og måtte dreje nøglen om. Det har ikke umiddelbart haft nogen omfattende konsekvenser i sig selv på det finansielle system, og analytikere har beskrevet banken som havende nogle særlige karaktertræk. Kursbevægelserne i den schweiziske bankaktie sendte rystelser gennem den internationale bankverden. I Danmark faldt nogle af de største bankaktier med mere end seks procent onsdag. Torsdag formiddag står både Danske Bank og Nordea til pæne stigninger. /ritzau/

Andre læser også

Mette F. i London: Vi intensiverer samarbejdet med briterne Storbritannien ønsker igen et tættere samarbejde med EU-landene, og det er pos... Læs mere
Google-ejer leverer regnskab under forventning Trods øget omsætning i fjerde kvartal 2024 lever Alphabets vækst ikke op til ... Læs mere
Selskabet bag Snapchat lider fortsat store tab Snap Inc. øgede omsætningen med 16 procent i 2024 sammenlignet med året før.... Læs mere
Færre til salg skilte: Falder for femte måned i træk Boligudbuddet har fortsat pil nedad efter flere måneders fald. Lige nu er 46.56... Læs mere
Løkke vil have en økonomisk 2040-plan inden næste valg Danmark har i den aktuelle situation, hvor store regninger venter, ifølge Løkk... Læs mere