Økonomi

lør, 25 feb 2023

Danske fiskere får 840 millioner i kompensation efter brexit

(Signe Goldmann/Ritzau Scanpix)

Danske fiskere får nu mulighed for at ansøge om mere end 840 millioner kroner i kompensation for tab af kvoteværdi på grund af brexit.

EU-Kommissionen har givet den endelige godkendelse af puljen, skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse lørdag. Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, er lettet over, at aftalen om kompensation endelig er på plads. - Vi er godt tilfredse med den her pulje. Den er til de fiskere, der har tabt direkte kvoterettigheder, de har ejet. - Det har ikke været uden kamp. Derfor er vi også glade for, at det endelig er landet efter flere års uvished, siger han. Efter brexit vedtog EU at oprette en såkaldt brexit-reserve. Den danske andel er samlet på omkring to milliarder kroner, hvoraf cirka 1,3 milliarder er afsat til fiskerisektoren og lokalområderne. Fordelingen af de ca. 1,3 milliarder blev fastsat i en politisk aftale med samtlige partier i Folketinget den 16. december 2021. Puljen på 840,8 millioner går direkte til fiskerierhvervet og skal kompensere fiskere, der den 31. december 2020 ejede kvoter, som blev reduceret på grund af brexit. Puljen bliver åbnet i starten af maj 2023, hvorefter danske fiskere kan søge. - Brexit var et hårdt slag for dansk fiskeri, og det har ramt erhvervet på indtjeningen, efter at kvoterne er reduceret. - På tværs af Folketinget blev vi enige om en hjælpepakke til fiskere, følgeerhverv og lokalområder for de tab, de har lidt. Derfor er jeg rigtig glad for, at EU nu endeligt har godkendt den største af ordningerne, så vi snart kan få mere end 840 millioner kroner ud at leve, siger fiskeriminister Jacob Jensen (V). Ifølge Svend-Erik Andersen kan fiskerne nu se fremad for første gang i lang tid. - Hvis det var en landmænd, der havde fået eksproprieret noget af sin mark til en motorvej, får vedkommende erstatning. - Sådan betragter vi som fiskere vores fiskekvoter. Dem har vi måske købt og betalt fra nogle andre fiskere og har en gæld på baggrund af det. Så derfor skal det selvfølgelig erstattes, siger han. Aftalen om fiskeri mellem EU og Storbritannien fra 2020 betød, at danske fiskere afgav en fjerdedel af de fiskekvoter, de tidligere har haft i britisk farvand. /ritzau/

Andre læser også

SAS øger indtjening i juni - men analytiker spÃ¥r sværere marked SAS tjente flere penge i juni end i maj. Men prisfølsomme forbrugere skaber svÃ... Læs mere
USA kommer med gode økonomiske tal efter skidt dag for tech-aktier Bnp-vækst på 2,8 procent i andet kvartal i USA er godt for både Danmark og de... Læs mere
Skønhedsprodukter driver vækst hos forbrugergigant Unilever ender efter første halvår med et overskud på fire milliarder euro, v... Læs mere
På visse øer stiger beskæftigelsen op mod 15 procent om sommeren På Læsø, Samsø og Bornholm stiger beskæftigelsen om sommeren. Oplevelseserh... Læs mere
Højere omkostninger tager bid af snarlig SAS-ejers driftsoverskud AirFrance-KLM ender efter andet kvartal med et driftsoverskud, der er 220 millio... Læs mere