Økonomi

fre, 23 feb 2024

Reddit søger om børsnotering på New York Stock Exchange

Reddit er et af verdens største onlinefora. (Arkivfoto).
Dado Ruvic/Reuters Reddit er et af verdens største onlinefora. (Arkivfoto).

Onlineforummet Reddit har torsdag oplyst amerikanske børsmyndigheder om, at det agter at lade sig børsnotere på den amerikanske børs New York Stock Exchange.

Reddit har ikke offentliggjort nærmere detaljer om, hvor mange aktier der bliver udstedt, eller hvordan aktierne bliver prissat, når aktien går i salg.

Onlineforummets aktie skal kendes som "RDDT".

Medstifter og administrerende direktør, Steve Huffman, skriver i et bilag til indgivelsen, at indtægterne fra børsnoteringen skal bruges til at gøre Reddit til et stærkere og større selskab.

Onlineforummet blev startet i 2005.

Hjemmesiden udgøres af flere end 100.000 underfora - såkaldte subreddits - og havde ved udgangen af sidste år 76 millioner daglige besøgende i gennemsnit.

- De besøger Reddit for at deltage i et summende fællesskab, et sted i konstant udvikling, hvor hvem som helst, hvor som helst kan komme i forbindelse med ligesindede mennesker og gå i dybden med et hvilket som helst emne, skriver Huffman i bilaget.

- Samtaleemnerne spænder fra det sublime til det latterlige. Fra det eksistentielle, det komiske til det alvorlige.

Reddit omsatte sidste år for 804 millioner dollar, hvilket svarer til 5,54 milliarder kroner. Alligevel kom selskabet ud af finansåret med et tab på 90,8 millioner dollar, cirka 626,2 millioner kroner.

Indtægterne fra børsnoteringen skal blandt andet gå til Reddits satsning inden for kunstig intelligens.

Nogle af de mest fremtrædende implementeringer af kunstig intelligens, såsom chatbotterne ChatGPT og Googles Bard, bruger store datasæt af menneskelig kommunikation til at træne modeller til at imitere det.

- Reddits omfattende og unikke arkiv af ægte, tidssvarende og relevant menneskelig samtale om bogstaveligt talt hvilke som helst emner er et uvurderligt datasæt til en række forskellige formål, heriblandt søgemaskiner, træning af kunstig intelligens og forskning, skriver Huffman.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

Analyse: Særlig moms på frugt og grønt er både dyr og bøvlet Differentieret moms på sunde fødevarer har både fordele og ulemper, viser ana... Læs mere
Krav til biomasse skærpes yderligere: Gammel skov må ikke bruges Et EU-direktiv skærper krav til biomasse, og Danmark går ifølge minister et s... Læs mere
Forkvinde for sygeplejerådet genvalgt uden modkandidater Dorthe Boe Danbjørg trådte til i 2023, da forgængeren trak sig. Nu får hun y... Læs mere
Forkvinde for sygeplejerådet får fire år mere på posten Dorthe Boe Danbjørg trådte til i 2023, da forgængeren trak sig. Torsdag er hu... Læs mere
Sygdom i nærmeste familie sender folketingsmedlem på orlov Tobias Grotkjær Elmstrøm fra Moderaterne holder orlov på ubestemt tid, oplyse... Læs mere