Økonomi

man, 27 mar 2023

Silicon Valley Bank bliver opkøbt to uger efter krak

FILES-US-BANKRUPTCY-BANKING-MERGER-SVB (Rebecca Noble/Ritzau Scanpix)

Amerikanske First Citizens Bank køber Silicon Valley Bank (SVB), der tidligere i marts krakkede og blev beordret lukket af finansmyndighederne i USA.

Det oplyser Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC), som er den myndighed, der overtog SVB i kølvandet på problemerne, i en pressemeddelelse. Købet betyder, at First Citizens Bank overtager bankens indlån og udlån. SVB, hvis klientel særligt består af tech-virksomheder, løb ind i problemer, efter at for mange kunder trak store summer ud af banken. Banken havde store investeringer i lange statsobligationer. I takt med at USA's Centralbank begyndte at justere renten op for at tackle den stigende inflation, faldt værdien af SVB's statsobligationer. For et par uger siden besluttede banken sig for at minimere sine tab og sælge ud af statsobligationer for 21 milliarder dollar. Det medførte et tab på 1,8 milliarder dollar, men måske endnu værre udbredt panik om bankens finansielle helbred. Det fik kunder til hastigt at hive deres indlån ud af Silicon Valley Bank, hvilket altså endte med, at banken blev beordret lukket. Mandag åbner 17 af SVB's tidligere filialer under First Citizens Banks faner, skriver FDIC. Inden kollapset var SVB nummer 16 på listen over de største banker i USA. Ifølge den amerikanske centralbank, Federal Reserve, var First Citizens Bank ved udgangen af sidste år nummer 30 målt på aktiver. Krakket i SVB sendte rystelser gennem den internationale banksektor, og det fik bankaktier på flere kontinenter til at styrtdykke. Siden blev den schweiziske storbank Credit Suisse kastet ud i et gevaldigt uvejr. Også her kom banken under pres, efter at kunder trak store beløb ud. Det endte med, at UBS, som også er en schweizisk bank, købte Credit Suisse for tre milliarder schweizerfranc - cirka 22,7 milliarder danske kroner. /ritzau/

Andre læser også

SAS øger indtjening i juni - men analytiker spÃ¥r sværere marked SAS tjente flere penge i juni end i maj. Men prisfølsomme forbrugere skaber svÃ... Læs mere
USA kommer med gode økonomiske tal efter skidt dag for tech-aktier Bnp-vækst på 2,8 procent i andet kvartal i USA er godt for både Danmark og de... Læs mere
Skønhedsprodukter driver vækst hos forbrugergigant Unilever ender efter første halvår med et overskud på fire milliarder euro, v... Læs mere
På visse øer stiger beskæftigelsen op mod 15 procent om sommeren På Læsø, Samsø og Bornholm stiger beskæftigelsen om sommeren. Oplevelseserh... Læs mere
Højere omkostninger tager bid af snarlig SAS-ejers driftsoverskud AirFrance-KLM ender efter andet kvartal med et driftsoverskud, der er 220 millio... Læs mere