Politik

tor, 22 aug 2024

De Konservative får et ukendt navn på central post

Mette Abildgaard (tv.) og K-formand Mona Juul (th.) danner normalt frontduo hos De Konservative. Her ses duoen under afslutningsdebatten i Folketinget inden sommerferien. Nu er Abildgaard på barselsorlov.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Mette Abildgaard (tv.) og K-formand Mona Juul (th.) danner normalt frontduo hos De Konservative. Her ses duoen under afslutningsdebatten i Folketinget inden sommerferien. Nu er Abildgaard på barselsorlov.

Det er ikke kendte navne som Rasmus Jarlov eller Mai Mercado, som får den vigtige post som politisk ordfører for De Konservative.

Posten går til den i offentligheden ukendte Frederik Bloch Münster, som kun har været folketingsmedlem siden slutningen af juni, hvor han erstattede Niels Flemming Hansen, der nu sidder i EU-Parlamentet.

Han er valgt af folketingsgruppen i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

- Jeg er i det her 100 procent, så jeg er kun glad for, at jeg får muligheden for at være på den størst mulige scene med det størst mulige ansvar, siger 29-årige Frederik Bloch Münster.

Som politisk ordfører bliver han en af De Konservatives vigtigste skikkelser ved siden af formand Mona Juul. Posten som politisk ordfører er ledig, mens Mette Abildgaard, som har haft den siden 2016, er på barselsorlov.

Frederik Bloch Münster arbejdede som særlig rådgiver for Niels Flemming Hansen i forbindelse med valget til EU-Parlamentet i juni. Niels Flemming Hansen fik det ene konservative mandat, og da Frederik Bloch Münster er førstesuppleant i Sydjyllands Storkreds, kunne han fra 26. juni kalde sig folketingsmedlem.

Frederik Bloch Münster har det fint med, at han er valgt til posten, selv om han er uprøvet på den store landspolitiske scene. Fra 2016 til 2020 var han studentermedhjælper hos De Konservative, så han er steget hurtigt i graderne.

- Jeg ser det som en naturlig forlængelse, af det vi hidtil har gjort. Vi giver unge mennesker chancen for at komme ind. Det er ligesom på et sportshold. De yngre spillere bliver ikke gode, med mindre de får noget spilletid, og der vælger vi at sige, at nu får sådan en som mig muligheden for at få noget spilletid. Så må vi se, hvor god jeg bliver, siger Frederik Bloch Münster.

Mette Abildgaard mener, at Frederik Bloch Münster har en "god politisk næse".

Da Mette Abildgaard som ung og ukendt kandidat blev valgt ind i Folketinget i 2015, blev hun i løbet af det første år valgt som politisk ordfører.

- Jeg har sagt til ham, at han skal huske på, at man ikke altid skal udtale sig. At det er okay at sige, at det har man ikke nogen holdning til, eller at det skal man tænke lidt nærmere over, hvilket vi generelt er lidt for dårlige til i politik, siger Abildgaard.

Som politisk ordfører er man også den person, der kan blive sendt i medierne ved potentielle møgsager. Til det siger Frederik Bloch Münster, at "det er en del af jobbeskrivelsen".

Abildgaard, der er på barselsorlov til næste forår, tilføjer:

- Som politisk ordfører skal man nogle gange tage kugler for partiformanden. Vi har fået en ny formand for ganske nylig, og hun har sat sig fint i stolen, og jeg er sikker på, at der ikke bliver så mange kugler, som Frederik skal tage for hende i den kommende tid.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Lav interesse for omlægning giver laveste antal lånetilbud i 28 år I 2024 landede antal lånetilbud ti procent lavere end i 2023. Det skyldes lav i... Læs mere
Ministerium hjælper misbrugt SF'er i sag om falske opslag På sociale medier deles der falske opslag, der hævder, at SF-politiker beder R... Læs mere
Minister vil undgå slettet gæld til kriminelle som får tilbagefald Kriminelle skal i fem år afstå fra yderligere kriminalitet for at få eftergiv... Læs mere
Beredskabsaftale for millioner præsenteres onsdag Minister havde lovet en aftale om det statslige beredskab inden jul, men kan prÃ... Læs mere
Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere