Politik

tor, 04 apr 2024

Ekspertgruppe: Øgede udgifter til botilbud presser socialområdet

Udgifterne til socialområdet er steget med 4,5 milliarder kroner fra 2018 til 2022, uden at finansiering fra staten er fulgt med.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Udgifterne til socialområdet er steget med 4,5 milliarder kroner fra 2018 til 2022, uden at finansiering fra staten er fulgt med.

Det sociale område koster flere og flere penge, og det presser kommunernes budgetter.

Samtidig er det ikke muligt at klargøre, om det har ført til stigende kvalitet.

Det er konklusionen fra en ekspertgruppe på socialområdet, der ledt an af Torben Tranæs, professor og forskningsdirektør på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, har gransket mulighederne for en forbedret økonomi og faglighed på socialområdet.

Udgifterne til området er steget med 4,5 milliarder kroner fra 2018 til 2022, uden at finansiering fra staten er fulgt med.

- Det er velfærdsprioriteter, der er sket bagom ryggen på politikerne, siger udvalgets formand Torben Tranæs på et pressemøde.

Det er særligt botilbud, der driver udviklingen og står for 54 procent af den samlede stigning.

Regningen lander hos kommunerne, der skal finde de ekstra penge i allerede fulde budgetter, påpeger ekspertudvalget.

Det har ført til en konflikt mellem kommunerne og staten, hvor kommunerne mener, at Folketinget pålægger dem krav om social service til borgere, uden at pengene følger med.

En årsag til de stigende udgifter i botilbudsområdet kan forklares med fejlende markedsdynamikker, vurderer ekspertudvalget.

Området er i princippet underlagt markedslignende vilkår med krav om konkurrence og effektiviseringsgevinster.

Men den normale markedslogik holder ikke i virkeligheden, eksempelvis fordi udbuddet af botilbud er så begrænset, at kommunerne må vælge de tilbud, der er til rådighed - uanset om de er omkostningseffektive.

- Det er meget dyrt at vælge et alternativ, og det er sådan noget, der gør konkurrence vanskeligt, siger Torben Tranæs.

Ekspertudvalget har en række anbefalinger til, hvordan udgiftsstigningerne kan vendes.

Det omfatter blandt andet, at der indrettes en mere hensigtsmæssig udvikling i sammensætningen af botilbudskapaciteten, og at der udvikles et nyt takstsystem.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringen forsøger at lægge forbudte bander helt døde Det har ifølge Rigsadvokaten været svært at løfte bevisbyrden i sager om akt... Læs mere
Bornholms konservative borgmester er sygemeldt I sidste måned stod han på første række, da kongeparret gæstede Bornholm. N... Læs mere
Patienter oplever kortere ventetid på sygehusbehandling Indenrigs- og sundhedsministeren er optimistisk i forhold til at få ventetiden ... Læs mere
Lars Bojes nye parti er halvvejs i mål Eksformanden for Nye Borgerlige har stiftet Borgernes Parti, som så dagens lys ... Læs mere