Politik

man, 20 jan 2025

Grønlandsk minister er glad for at tv-debat om Grønland simultantolkes

Fra den danske regeringstop deltager blandt andre udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Her sidder han mellem justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Nærmest sidder DF's Alex Ahrendtsen.
Emil Helms/Ritzau Scanpix Fra den danske regeringstop deltager blandt andre udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Her sidder han mellem justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Nærmest sidder DF's Alex Ahrendtsen.

Grønlands minister for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, roser, at søndagens tv-debat om Grønlands fremtid, som sendes på TV 2 og KNR, simultantolkes.

Det siger hun til TV 2.

- Når man skal udtale sig politisk, skal man gøre det på sit eget sprog. Det er et statement fra vores egen side. Mine lyttere er det grønlandske folk, så jeg gør det på grønlandsk, siger hun til mediet.

Debatten finder sted, efter at USA's kommende præsident, Donald Trump, har genbekræftet sin store interesse i at overtage Grønland, som er en del af rigsfællesskabet.

Donald Trump sagde allerede i 2019, da han var præsident første gang, at USA gerne ville købe Grønland.

Dengang fik han en klar afvisning fra statsminister Mette Frederiksen (S), der kaldte det "absurd", hvilket fik Donald Trump til at aflyse et ellers planlagt statsbesøg i Danmark.

Denne gang lister Mette Frederiksen sig mere afsted på diplomatiske listefødder i sine ordvalg. Hun har blandt andet sagt, at grønlænderne selv bestemmer Grønlands fremtid.

Men interessen i Grønland fra Donald Trump, der mandag igen indsættes som præsident, har skabt travlhed i dansk politik, og Mette Frederiksen har tidligere på ugen drøftet Grønland med Donald Trump i en telefonsamtale.

Donald Trump har hverken afvist brug af militær magt eller toldstraf for at få sin vilje i forhold til Grønland. Donald Trump begrunder blandt andet sin interesse med, at Grønlands placering i Arktis er vigtig for USA's sikkerhed.

Politikere og fremtrædende stemmer fra Danmark og Grønland deltager i tv-debatten.

Fra dansk side kommer blandt andre udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Også den grønlandske regeringschef, Múte B. Egede, deltager.

Debatten finder sted i København og Nuuk og kan ses klokken 20.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister stoler på amerikansk samarbejde trods Vance-tale USA er ikke på vej ud af Nato, siger Troels Lund Poulsen, der samtidig understr... Læs mere
Mette F. ser nye toner fra USA: Der er skabt en usikkerhed - Der er skabt en usikkerhed, som vi ikke har set i vores levetid, siger statsmi... Læs mere
Mette F. holder fast: Nato er den billigste vej frem for Ukraine Trods USA-modstand mod Ukraine i Nato, er det den "billigste og nemmeste" vej fr... Læs mere
Mette F. deltager i hasteindkaldt europæisk møde med topledere Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har indkaldt til europæisk topmøde mand... Læs mere