Folketingsmedlem Rasmus Jarlov (K), der er sygemeldt, udelukker sig selv som mulig kandidat til at blive De Konservatives nye formand.
Det slår han fast på det sociale medie X mandag aften.
Søren Pape Poulsens pludselige død 2. marts har efterladt De Konservative uden politisk leder.
Det er fortsat uvist, hvem der skal overtage efter Papes knap ti år på posten.
I forvejen har også partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard, over for DR afvist, at hun kommer til at overtage posten.
Mandag aften skriver Jarlov:
- Jeg har to små drenge og vil ikke gå glip af deres barndom. Alene af den grund skal jeg ikke være partiformand.
- Men selv hvis jeg ville, så har jeg slet ikke evnerne, og mine politiske holdninger flugter heller ikke godt nok med resten af partiets folketingsgruppe til, at det ville give mening.
Han går samtidig ud fra, at der "ret snart" peges på en ny politisk leder.
- Og så glæder jeg mig til forhåbentlig at hjælpe, hvor jeg kan, når jeg er tilbage i Folketinget.
Særligt to personer har været omdrejningspunktet for snakken, om hvem der skal overtage formandsposten. Ud over Mette Abildgaard er den nyvalgte konservative gruppeformand, Mona Juul, blevet nævnt ad flere omgange.
Mona Juul er blevet spået af flere til at skulle overtage posten.
Hun har endnu ikke selv været ude at kommentere, hvem der skal eller bør overtage for Pape.
Efter hans død er den konservative næstformand Michael Ziegler blevet fungerende formand. Men han er ikke fungerende politisk leder.
Søren Pape var både formand og politisk leder. Oftest har de to poster været besat af den samme person, men der er flere eksempler på, at det ikke har været tilfældet.
Han døde, efter at han blev ramt af en hjerneblødning. Lørdag blev han bisat fra Viborg Domkirke.
Kilde: /ritzau/