Politik

tir, 04 jun 2024

K stemmer ikke ja til statsborgerskab og ryger ud af aftale

Brigitte Klintskov Jerkel (K), indfødsretsordfører for De Konservative, siger, at partiet på opsigtsvækkende vis ikke vil stemme for statsborgerskab til over 2000 mennesker, selv om de er med i indfødsretsaftale. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Brigitte Klintskov Jerkel (K), indfødsretsordfører for De Konservative, siger, at partiet på opsigtsvækkende vis ikke vil stemme for statsborgerskab til over 2000 mennesker, selv om de er med i indfødsretsaftale. (Arkivfoto).

De Konservative har tirsdag valgt ikke at stemme for at give en lang række mennesker statsborgerskab, selv om udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har varslet, at det vil medføre, at de så må stå uden for indfødsretsaftalen fra 2021.

De Konservatives indfødsretsordfører, Brigitte Klintskov Jerkel, betegner flere af de personer, der stemmes om statsborgerskab til, som "seriekriminelle".

- Hvis I vil smide os ud af aftalekredsen, fordi vi insisterer på, at kriminelle udlændinge ikke skal have statsborgerskab, synes jeg, det siger mere om jer end om os, siger Brigitte Klintskov Jerkel i folketingssalen tirsdag.

Hun tilføjer, at der sker automatiske sletninger i kriminalitetsregistret, og derfor er det svært at holde øje med, om kriminelle får statsborgerskab.

Partiet har stemt gult. Det betyder, at De Konservative hverken har stemt for eller imod.

Det drejer sig om 2064 mennesker, der har ansøgt om statsborgerskab. To gange om året stemmer Folketinget om at tildele statsborgerskab til ansøgere.

Kaare Dybvad Bek pointerer, at man ikke bare kan være med i en aftale og så ikke stemme for de lovforslag, der kommer ud af den.

- Hvis mit eget parti stemte gult, i og med at vi har 50 mandater i Folketinget, ville det betyde, at en række af de aftaler ikke stemmes igennem. I det her tilfælde ville det betyde, at de over 2000 mennesker ikke får statsborgerskab alligevel og i princippet skal starte processen forfra.

Det er ikke rimeligt, siger ministeren. Derfor kan De Konservative ikke være med i aftalekredsen længere.

- Man bliver nødt til at stemme for det hele. Ellers er der ikke meget fidus i at lave aftaler herinde.

Efterfølgende tager Brigitte Jerkel ordet og kræver garanti for, at der ikke er kriminelle, som får statsborgerskab nu:

Kaare Dybvad Bek siger, at han ikke kan give det løfte. Til gengæld er der et supplerende kriminalitetstjek to år efter, at en person har fået statsborgerskab.

- Derfor har vi et supplerende kriminalitetstjek to år efter, siger han.

Kort efter afstemningen i salen oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet, at der er indgået en ny aftale i indfødsretsaftalekredsen. Med den hæves gebyret for at blive dansk statsborger fra 4000 til 6000 kroner.

Det nævnes eksplicit i meddelelsen om aftalen, at De Konservative ikke er med. Aftalen er indgået mellem regeringen og Liberal Alliance.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

SAS øger indtjening i juni - men analytiker spÃ¥r sværere marked SAS tjente flere penge i juni end i maj. Men prisfølsomme forbrugere skaber svÃ... Læs mere
USA kommer med gode økonomiske tal efter skidt dag for tech-aktier Bnp-vækst på 2,8 procent i andet kvartal i USA er godt for både Danmark og de... Læs mere
Skønhedsprodukter driver vækst hos forbrugergigant Unilever ender efter første halvår med et overskud på fire milliarder euro, v... Læs mere
På visse øer stiger beskæftigelsen op mod 15 procent om sommeren På Læsø, Samsø og Bornholm stiger beskæftigelsen om sommeren. Oplevelseserh... Læs mere
Højere omkostninger tager bid af snarlig SAS-ejers driftsoverskud AirFrance-KLM ender efter andet kvartal med et driftsoverskud, der er 220 millio... Læs mere