Politik

tor, 29 aug 2024

Konservative i København sår tvivl om ny overborgmesterpost til S

Lars Weiss (S) var konstitueret overborgmester i København, da Frank Jensen trak sig i 2020. (Arkivfoto).
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Lars Weiss (S) var konstitueret overborgmester i København, da Frank Jensen trak sig i 2020. (Arkivfoto).

Socialdemokratiets gruppeformand i København, Lars Weiss, har før vikarieret som overborgmester i Københavns Kommune. Og nu får han muligvis lov igen.

I hvert fald hvis man spørger Laura Rosenvinge, der er medlem af Økonomiudvalget og politisk ordfører for Socialdemokratiet på rådhuset.

Hun fortalte tidligere torsdag til Berlingske, at Weiss indsættes som konstitueret overborgmester efter Sophie Hæstorp Andersen (S), der skal være social- og boligminister.

- Vores første viceborgmester, Lars Weiss, bliver overborgmester igen. Det har han jo også været før, sagde hun til mediet.

Udnævnelsen af den konstituerede overborgmester mangler dog endnu at blive endeligt bekræftet af overborgmesterkontoret selv.

Og hvis man spørger den konservative børne- og ungdomsborgmester i København, Jakob Næsager (K), er det langtfra givet, at Weiss udpeges.

- Min tilgang til konstitueringsgruppen vil være, at vi giver os god tid. Jeg har ingen hast med at få udpeget en ny overborgmester, siger han.

Ifølge Næsager skal Lars Weiss være fungerede overborgmester indtil 19. september.

Her skal der være et ordinært møde i Borgerrepræsentationen, hvor overborgmesteren endeligt skal udpeges. Det er meningen, at vedkommende så skal sidde på posten frem til kommunalvalget næste år, lyder det.

Samtlige borgmestre på rådhuset i København er torsdag mødtes uden deltagelse af Socialdemokratiet for at diskutere den nye situation.

- Partierne uden om Socialdemokratiet er rykket tættere sammen, siger Næsager.

Borgmestrene skal mødes igen klokken 17.30 torsdag aften, men her bliver der ifølge Jakob Næsager ikke taget nogen endelig beslutning om fremtiden.

Udmeldingen om Weiss' mulige overtagelse af overborgmesterkontoret kom i kølvandet på en omfattende ministerrokade, som regeringen meldte ud torsdag formiddag.

Her er Sophie Hæstorp Andersen blevet udnævnt til at skulle overtage posten som social- og boligminister efter Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Rosenkrantz Theil går omvendt efter den permanente post som overborgmester i København. Det har hun meddelt torsdag.

Først skal Rosenkrantz-Theil vælges af Socialdemokratiet i København som partiets spidskandidat til næste kommunalvalg i november 2025, inden det kan blive en realitet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere