Politik

tor, 29 aug 2024

Løkke om Syrien-afgørelse: Intet er over Højesteret

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tager Højesterets afgørelse i sag om Syrien-barn og hans mor til efterretning.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tager Højesterets afgørelse i sag om Syrien-barn og hans mor til efterretning.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tager til efterretning, at Højesteret torsdag har besluttet, at en otteårig dansk dreng og hans mor skal evakueres fra fangelejren al-Roj i Syrien og hjælpes til Danmark.

Dommen går imod både by- og landsrettens tidligere domme. Her fik staten medhold i, at der ikke skulle tilbydes hjemtagning af drengens mor, der ikke har dansk statsborgerskab.

- Først og fremmest noterer jeg mig, at Højesteret har afsagt en kendelse. Og intet over, intet ved siden af Højesteret.

- Det er jo en endelig afgørelse af den sag, så den kommer vi jo selvfølgelig til at respektere. Og den er afgivet med dissens (uenighed, red.), må jeg forstå, siger Lars Løkke Rasmussen.

Sundhedsstyrelsens lægegruppe besøgte drengen sidste år i al-Roj-lejren.

Efterfølgende skrev lægegruppen i en anbefaling til regeringen, at en evakuering af drengen, der har siddet i fangelejren siden 2019, var presserende, fordi der var sket en bekymrende forværring i hans sundhedstilstand.

Her stod også, at drengen havde problemer med sine luftveje, ører, næse og hals samt viste tegn på angst og depression.

Udenrigsministeriet har tidligere tilbudt drengen at blive evakueret, men uden sin mor.

Udlændingemyndighederne valgte i oktober 2020 at ophæve morens danske statsborgerskab, fordi hun i 2014 valgte at rejse til Syrien.

Sagen om de danske børn i fangelejre i Syrien har i en del år været en meget varm politisk kartoffel, hvor blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) længe forsøgte at holde børnene og deres mødre ude af Danmark.

Efter dannelsen af SVM-regeringen prøvede Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne at påvirke regeringen i en retning, hvor børnene kunne komme til Danmark.

- Da jeg selv blev udenrigsminister, brugte jeg min egen position til at prøve at flytte den her sag, hvilket muliggjorde, at regeringen faktisk tilbød evakuering af nogle af børnene, men ikke alle børnene. Det vedstår jeg mig.

- Og nu har der så været en sag, som har været løftet til Højesteret, og den er afgjort på den måde, den er afgjort, og så har jeg ikke mere at sige om den sag, siger udenrigsministeren.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere