Løsgængeren Theresa Scavenius har endnu til gode at tage del i en afstemning i Folketinget i år.
Det viser en gennemgang, som Jyllands-Posten har lavet.
Hun har indtil videre været fraværende i samtlige 61 afstemninger, som har fundet sted siden årsskiftet.
Men det findes der en forklaring på, lyder det over for avisen.
- Det, jeg vælger at gøre, er at gå mere kvalitativt til værks. Det vil sige, at jeg vælger nogle enkelte lovforslag ud, og så går jeg i dybden med dem, siger hun.
- Så jeg bruger al min tid på at sidde og læse de her ofte 200 sider lange lovforslag. Så stiller jeg spørgsmål, indkalder til samråd eller spørgetid eller laver ændringsforslag.
- Det vil sige, at jeg kun når meget få lovforslag.
Theresa Scavenius har en fortid i Alternativet, med hvem hun kom i Folketinget tilbage i 2022.
Siden blev hun smidt ud af partiets folketingsgruppe efter en række konflikter, og til sidst valgte hun helt at vinke farvel for at gå egne veje.
Som udgangspunkt er hun af den opfattelse, at det er vigtigt at få stemt, hvis det sker på et oplyst grundlag, forklarer hun til avisen.
Men der er ganske enkelt for mange lovforslag til, at det er muligt at få behandlet dem alle ud fra den præmis, siger Theresa Scavenius.
Hvad der kan gøre det særligt besværligt for en løsgænger er, at vedkommende sidder med al lovgivning selv, mens partierne har ordførere til at sidde med forskellige områder.
Derfor mener hun, at man som løsgænger enten kan vælge det, hun kalder "en overfladisk tilgang", eller så kan man som hende gå i dybden med enkelte forslag.
Modsat Theresa Scavenius fik Kim Edberg Andersen stemt til samtlige afstemninger i år, mens han var løsgænger.
I dag er han medlem af Danmarksdemokraterne, men indtil medlemskabet kom i hus, stemte han i alle 55 afstemninger, som fandt sted indtil 18. marts.
Han mener, at begivenhederne i Folketingssalen skal prioriteres over eksempelvis samråd.
Kilde: /ritzau/