Politik

man, 22 apr 2024

Med frister vil minister stoppe forsinkende klager over vindmøller

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) ankommer til en fredsgudstjeneste for Ukraine i februar. Han fremsætter onsdag et lovforslag, der skal give klagenævn mulighed for at sætte tidsfrister for, hvornår borgere skal uddybe klager over opstilling af solceller og vindmøller. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Erhvervsminister Morten Bødskov (S) ankommer til en fredsgudstjeneste for Ukraine i februar. Han fremsætter onsdag et lovforslag, der skal give klagenævn mulighed for at sætte tidsfrister for, hvornår borgere skal uddybe klager over opstilling af solceller og vindmøller. (Arkivfoto).

Når borgere klager over opstilling af solceller og vindmøller, skal myndigheder fremover kunne stille tidsfrister for, hvornår en klage skal uddybes.

På den måde skal "bureaukrati og bøvl" forhindres, lyder det fra erhvervsminister Morten Bødskov (S), der i denne uge fremsætter et lovforslag.

Lovforslaget kommer efter eksempler på uklare klager, der forsinker sagsbehandlingen, mens klagenævn venter på uddybende oplysninger.

Og ifølge et faktaark fra Erhvervsministeriet skal det også forhindre, at "klagesager ikke bevidst kan trækkes i langdrag, som et redskab til at eksempelvis forsinke etableringen af en vindmøllepark".

Morten Bødskov siger, at "der er eksempler på" klager, der bevidst indsendes for at forsinke opstilling af grøn energi.

- Jeg siger ikke, at folk oftest bevidst klager for at trække det i langdrag, slår han dog fast.

Han har fået eksemplerne fra de klagenævn, der behandler sagerne. Men han har ikke "noget nærmere indblik i, hvor mange eksempler der er".

I faktaarket kommer Erhvervsministeriet med et eksempel på en "ufuldstændig klage".

- Jeg vil klage over xx kommunes afgørelse om xx vindmøllepark, lyder eksemplet.

Med lovforslaget skal nævnene, der sagsbehandler, også lægge "betydelig vægt" på "behovet for at få etableret vedvarende energi" i de samlede vurderinger af klagesagerne.

Klagenævnene omfatter Miljø- og Fødevareklagenævnet, Planklagenævnet og Energiklagenævnet.

Ifølge Morten Bødskov er den hurtigere sagsbehandling nødvendigt, fordi der er "stor interesse" fra udlandet i Danmark, når det handler om grønne investeringer.

Han kalder hastighed for "det nye konkurrenceparameter".

- Hvis tempoet er langsomt i Danmark, hvis klageprocesserne er bøvlede, og der bliver lavet benspænd, så er verdensmarkedet for grøn energiproduktion i dag sådan, at så flytter de bare investeringerne.

- For dem er det ligegyldigt, om det bliver Danmark, et andet sted i Europa, Kina eller USA.

Lovforslaget modtages med åbne arme hos brancheorganisationen Green Power Denmark, der glæder sig over, at regeringen begynder at "tage livtag med bøvlede klageprocesser".

- Sidste år tilsluttede vi kun en kommerciel vindmølle på land. Kommunerne vil gerne have grøn energi, men de drukner i miljøbureaukratisk kviksand og kafkaske myndighedsprocesser, siger Camilla Holbech, afdelingschef for vedvarende energi og internationalt samarbejde i Green Power Denmark, i en skriftlig kommentar.

Morten Bødskov forventer, at de nye regler fra lovforslaget, der fremsættes onsdag, kan være på plads inden sommerferien, hvis "alt går vel".

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Lav interesse for omlægning giver laveste antal lånetilbud i 28 år I 2024 landede antal lånetilbud ti procent lavere end i 2023. Det skyldes lav i... Læs mere
Ministerium hjælper misbrugt SF'er i sag om falske opslag På sociale medier deles der falske opslag, der hævder, at SF-politiker beder R... Læs mere
Minister vil undgå slettet gæld til kriminelle som får tilbagefald Kriminelle skal i fem år afstå fra yderligere kriminalitet for at få eftergiv... Læs mere
Beredskabsaftale for millioner præsenteres onsdag Minister havde lovet en aftale om det statslige beredskab inden jul, men kan prÃ... Læs mere
Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere