Politik

ons, 11 dec 2024

Mette Frederiksen udråbt som en af verdens mest magtfulde kvinder

I beskrivelsen af statsminister Mette Frederiksen (S) fremhæver erhvervsmediet Forbes blandt andet, at hun var den yngste statsminister nogensinde i Danmark, da hun indtog posten i 2019. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix I beskrivelsen af statsminister Mette Frederiksen (S) fremhæver erhvervsmediet Forbes blandt andet, at hun var den yngste statsminister nogensinde i Danmark, da hun indtog posten i 2019. (Arkivfoto).

Statsminister Mette Frederiksen (S) er som den eneste dansker med på årets liste fra Forbes over de mest magtfulde kvinder i verden.

Det amerikanske erhvervsmedie har onsdag udgivet listen, som omfatter 100 kvinder.

Mette Frederiksen indtager plads nummer 78, en smule længere nede end sidste år, hvor hun var nummer 72.

Ser man udelukkende på kvinder i politik, ryger statsministeren op på en 14.-plads.

Øverst på listen troner EU-Kommissionens formand, tyske Ursula von der Leyen. Det er tredje år i træk, skriver Forbes.

Blandt de andre toppolitikere finder man Italiens premierminister, Giorgia Meloni, som ifølge Forbes er den tredjemest magtfulde kvinde i verden.

Islands præsident, Halla Tómasdóttir, der blev valgt i år, har også sneget sig med på listen på en 93.-plads, ligesom Mexicos første kvindelige præsident, Claudia Sheinbaum, er med.

I sin beskrivelse af Mette Frederiksen fremhæver Forbes blandt andet, at hun som 41-årig var den yngste nogensinde til at blive statsminister i Danmark efter valget i 2019.

Forbes nævner også, at det vakte international opmærksomhed, da hun samme år meddelte USA's daværende præsident, Donald Trump, at Grønland ikke var til salg.

Det var en "absurd" diskussion, sagde hun. Et ordvalg, der ikke faldt i god jord hos Trump.

I de senere år har Forbes ikke brugt meget spalteplads på Mette Frederiksen. Mediet har senest i 2022 skrevet en artikel om hende, som handler om minksagen.

Mens en væsentlig del af Forbes' liste udgøres af kvinder i politik, er der også mange forretningskvinder og kvinder fra underholdningsbranchen, der ifølge erhvervsmediet er særdeles magtfulde.

I sidstnævnte kategori ligger den amerikanske sanger Taylor Swift i top med en 23.-plads.

Hun efterfølges af blandt andre talkshowværten Oprah Winfrey og sangeren Beyoncé Knowles. De er henholdsvis nummer 33 og 35.

Kvinderne på magtlisten er udvalgt baseret på flere faktorer, herunder deres formue, hvor meget medieomtale de får, og hvilke muligheder de har for at øve indflydelse, skriver Forbes.

For kvinderne i politik har det især betydning, hvor mange mennesker de laver politik for, og hvor stor en økonomi de står i spidsen for.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Spar Nord fik sit næstbedste resultat nogensinde i 2024 Spar Nords indtjening faldt med otte procent i 2024 sammenlignet med rekordåret... Læs mere
Tyskere og amerikanere løfter Pandoras omsætning med milliarder Pandora har både løftet sin omsætning og sit overskud efter skat i 2024. I å... Læs mere
Migrænemiddel hjælper Lundbeck til rekordomsætning I 2024 løftede medicinalselskabet Lundbeck sin omsætning med 10,5 procent til ... Læs mere
Mette F. i London: Vi intensiverer samarbejdet med briterne Storbritannien ønsker igen et tættere samarbejde med EU-landene, og det er pos... Læs mere
Google-ejer leverer regnskab under forventning Trods øget omsætning i fjerde kvartal 2024 lever Alphabets vækst ikke op til ... Læs mere