Politik

man, 20 jan 2025

Múte B. Egede i tv-debat: Vi kan ikke blive helt selvstændige

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (nummer to fra venstre, red.) var en af mange politikere, der var med i tv-debatten.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (nummer to fra venstre, red.) var en af mange politikere, der var med i tv-debatten.

Grønlands regeringschef, Múte B. Egede fra partiet Inuit Ataqatigiit (IA), siger i tv-debat, som TV 2 og KNR står for, at Grønland "ikke kan blive helt selvstændig".

Der vil stadig være et bånd - eksempelvis økonomisk - mellem Grønland og Danmark i en fremtid, hvor Grønland eventuelt er selvstændigt.

- Vi kan ikke blive helt selvstændige, når handlen foregår mellem begge lande. Jeg er sikker på, at der stadig vil være bånd mellem de to lande. Der er stadig mange familier, der har kontakt. Men det skal ikke være udgangspunktet, siger Múte B. Egede.

Grønlands finansminister Erik Jensen, formand for partiet Siumut, mener, at "Grønland kan stå på egne ben".

- Lige nu går vores indtjening til et andet land, og det er Danmark. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan stå på egne ben, siger han.

- Vores handel med Danmark og USA skal opgraderes, for den er et vigtigt element, tilføjer Erik Jensen.

Han påpeger, at Grønland på fiskeområdet har et godt handelssamarbejde med Kina. Han er desuden åben for, at USA kan investere i råstofindustrien.

Netop USA er årsag til, at tv-debatten finder sted.

Donald Trump, der mandag for anden gang indsættes som amerikansk præsident, har genbekræftet sin ønske om amerikansk ejerskab af Grønland.

I 2019, da Trump var præsident første gang, udtalte Trump, at USA gerne ville købe Grønland.

Dengang fik han en klar afvisning fra statsminister Mette Frederiksen (S). Hun kaldte det "absurd", og det fik Trump til at aflyse et ellers planlagt statsbesøg i Danmark.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) udtaler, at "jeg håber, at rigsfællesskabet består i flere generationer frem".

Der er langt til en eventuel selvstændighed i Grønland.

Først skal der være en folkeafstemning i Grønland om emnet. Hvis der træffes en beslutning om selvstændighed, skal regeringerne i Danmark og Grønland forhandle en aftale på plads om selvstændigheden.

Det kan være en kompliceret proces på grund af de økonomiske og juridiske bånd, der forbinder landene.

En sådan aftale skal desuden godkendes i både det danske og grønlandske parlament, og så skal aftalen til folkeafstemning i Grønland.

Lars Løkke Rasmussen mener, at Grønland aldrig kan blive helt selvstændigt. Han tilføjer dog, at heller ikke Danmark har "selvstændighed i sin absolutte form".

- Selvstændighed i den moderne verden er retten til at bestemme, hvem man vil være afhængig af, siger Løkke.

Aqqaluk Lynge, der er partistifter af IA, er enig med Løkke på den front.

- Det er nødvendigt at sige, at der er ingen uafhængige lande i hele verden. Vores afhængighed af Danmark skal løses, ved at vi bliver ligestillede lande inden for det danske kongerige. Og derfor bliver vi anerkendt som hvert sit land. Færøerne, Danmark og Grønland, siger han.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Nedslidte russiske tankskibe skal kontrolleres ved Skagen Nedslidte tankskibe kan fremover blive tilbageholdt af danske myndigheder gennem... Læs mere
Kørselstjenesten Uber mere end fordoblede sin indtjening i 2024 Investorerne i Uber er utilfredse, selv om selskabet ifølge topchefen har haft ... Læs mere
Folketinget mindes ofre i Sverige med et minuts stilhed Ud over at aflyse de officielle flagdage bliver ofrene for skoleskyderiet i Öre... Læs mere
Nykredit forudser faldende overskud efter fjerde rekordår i træk For fjerde år i træk ender Nykredit-koncernen med et overskud efter skat, der ... Læs mere
Statsministeren er uenig i Løkkes forslag om krigsfinansiering Mette Frederiksen vil ikke lade oprustningen ske på kompromis af social balance... Læs mere