Danmark har torsdag skrevet under på en ny konvention omhandlende internationalt samarbejde, når det gælder retsforfølgelse af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S) sender konventionen et signal om, at tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden er uacceptable, og at sådanne forbrydelser vil blive retsforfulgt.
Arbejdet med konventionen har været i gang siden 2011. Men den er ekstra relevant i lyset af krigen i Ukraine, udtaler ministeren.
- Der er anklager om modbydelige og umenneskelige forbrydelser i Ukraine som følge af den russiske invasion.
- Med denne konvention tager Danmark endnu et skridt i kampen for at bekæmpe straffrihed, siger ministeren i pressemeddelelsen.
Konventionen skal blandt andet ensarte processer vedrørende retshjælp, overførsel og udlevering af anklagede.
Hvad det mere konkret betyder i praksis, skriver ministeriet ikke. Men ifølge ministeriet kan konventionen være et værktøj til at retsforfølge for krigsforbrydelser i Ukraine.
Konventionen har fået navnet Ljubljana-Haag-konventionen, da forhandlingerne om konventionen fandt sted i Ljubljana, Sloveniens hovedstad, i maj 2023. 68 stater deltog i forhandlingerne.
Det er Holland, der har taget initiativ til den.
Konventionsteksten er skrevet uden for FN-regi, oplyser Justitsministeriet. Det skyldes, at ekspertgruppen omkring konventionen skulle have større autonomi og fleksibilitet, skriver ministeriet.
Kilde: /ritzau/