Politik

lør, 24 aug 2024

Regeringen afsætter millionbeløb til små skoler i yderkommuner

Uddannelses- og børneminister Mattias Tesfaye (S) har med regeringens landdistriktsudspil haft fokus på skoler i yderområder. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Uddannelses- og børneminister Mattias Tesfaye (S) har med regeringens landdistriktsudspil haft fokus på skoler i yderområder. (Arkivfoto).

Regeringen afsætter 40 millioner kroner til en ny pulje, der skal hjælpe mindre skoler i de danske landkommuner.

Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Puljen, som er afsat til mindre folkeskoler, frie grundskoler og frie fagskoler, er en del af regeringens landdistriktsudspil, som blevet præsenteret torsdag.

Pengene bliver udmøntet direkte til mindre folkeskoler med under 150 elever og frie grund- og fagskoler med under 150 årselever.

Midlerne kan blandt andet blive brugt til aktiviteter på skolen, indkøb af læremidler og materialer eller til energibesparende foranstaltninger på skolen.

Skolerne kan forvente at få penge fra puljen, der er afsat til 2024 og 2025, mellem hænderne snarest muligt i efteråret 2024, lyder det fra ministeriet.

Midlerne fordeles efter elevtal, og for folkeskolerne tildeles midlerne til kommunerne.

Landdistrikternes Fællesråd er positiv over for puljen, som formanden, Steffen Damsgaard, kalder et godt initiativ.

- Det er nyskabende med denne her type pulje, siger han.

Men på den lange bane er 40 millioner på to år ikke nok, hvorfor han håber, at regeringen løbende vil afsætte flere ressourcer til puljen, der forhåbentlig kan strække sig over flere år.

- Det er klart, at en pulje på 40 millioner, den kan ikke hjælpe alle de friskoler og små folkeskoler, som har behov for enten et undervisningsmæssigt løft eller en energimæssig renovering eller lignende, siger han.

- Men for hver eneste skole, der bliver hjulpet, så vil det være til gavn for landdistrikterne.

Regeringen har i sit landdistriktsudspil yderligere fokus på skoler i yderkommunerne.

Uddannelses- og børneminister Mattias Tesfaye (S) og minister for by-, land og kirkeområdet Morten Dahlin (V) præsenterede lørdag en ny taxameterordning, der ifølge dem skal modvirke uddannelsesørkener i landdistriktsområder.

Med ordningen vil regeringen tage penge fra store uddannelsesinstitutioner og give til de mindre.

De to ministres bekymring bunder i den demografiske udvikling. Faldende ungdomsårgange vil betyde færre unge på uddannelserne i særligt de ydre dele af landet, hvilket kan føre til skolelukninger.

Mattias Tesfaye påpeger, at der i dag er STX-uddannelser i 85 byer, men at det i 2035 kan risikere at falde til 75 byer på grund af færre unge.

Det vil regeringen "ikke acceptere", lyder det.

Som løsning skal der indføres et nyt og forhøjet udkantstilskud på 3,8 millioner kroner per institution.

Dertil skal taxameterpengene til uddannelserne omfordeles, så institutioner med over 700 elever vil modtage et lavere tilskud, mens mindre institutioner får et større.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Flygtningenævnet forlænger pause for syriske sager Efter Assads fald i december satte nævn sager med syrere på pause. Sagerne ska... Læs mere
Dansk eksport sikrer job til 187.000 amerikanere Donald Trump kan have overset, at den stigende danske eksport til USA også gavn... Læs mere
Moderaterne efterkommer krav fra arbejdstilsyn efter møgsager Regeringsparti var på spejderløb og lavede kæresteregel for at efterkomme på... Læs mere
Måling: Opbakningen til regeringen falder til hidtil laveste niveau Med 31,8 procent af stemmerne har SVM-regeringen nået sin laveste opbakning nog... Læs mere
Lars Bojes parti havner under spærregrænsen i første måling Borgernes Parti er på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, som senest finder... Læs mere