Regeringen vil fritage unge under 18 år fra at betale arbejdsmarkedsbidrag i forventning om, at det vil få flere af dem til at få et fritidsjob.
Det oplyser forsvarsminister og Venstre-formand Troels Lund Poulsen (V) til Avisen Danmark.
Arbejdsmarkedsbidraget, som alle lønmodtagere betaler, ligger på otte procent.
Hvis de unge ikke længere skal betale det, vil flere af dem have lyst til at arbejde, lyder det fra Troels Lund Poulsen.
- Jeg tror, det vil lykkes at skabe mange flere fritidsjob ved at gøre det mere attraktivt at have et fritidsjob.
- Det er jo det, der skal drive de unge mennesker - at de kan få flere forskellige fritidsjob, og at det kan føre til andre jobmuligheder senere, siger han til Avisen Danmark.
Netop de unges senere beskæftigelse er noget af det, man hæfter sig særligt ved i interesseorganisationen Dansk Erhverv.
Her glæder administrerende direktør Brian Mikkelsen sig over regeringens forslag.
- Vi må og skal gøre det bedre for at sikre, at flere af vores unge kommer i uddannelse og i arbejde.
- Fritidsjob er en af nøglerne til det, og det er meget positivt, at regeringen nu melder, at unge under 18 i fritidsjob ikke skal betale arbejdsmarkedsbidrag, siger Brian Mikkelsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Også andetsteds i erhvervslivet - i turismesektoren - møder forslaget opbakning.
Her oplever mange virksomheder, at det er svært at skaffe nok arbejdskraft, særligt til sæsonjob om sommeren.
Det siger Lars Bertolt Winther, der er chef for afdelingen for turisme, kultur og oplevelse i interesseorganisationen Dansk Industri.
- Sidste sommer var det cirka hver tredje virksomhed i turisme- og kulturerhvervene, der var begrænset af manglen på arbejdskraft.
- Så hvis man som samfund kan hjælpe til, at flere unge kan se fidusen i et fritidsjob, så står erhvervslivet klar med mange spændende job og opgaver, siger Lars Bertolt Winther i en skriftlig kommentar.
Regeringen estimerer, at det vil koste omkring 150 millioner kroner årligt at lette skatten for de unge unde 18 år.
Tiltaget er en del af et kommende udspil om fritidsjob. Det ventes regeringen at præsentere i næste uge.
I udspillet vil regeringen også lægge op til at luge ud i regler, der begrænser, hvilke opgaver de unge må varetage på en arbejdsplads.
Kilde: /ritzau/