Politik

ons, 06 mar 2024

SF i frontalangreb på Socialdemokratiets havmiljøplaner

Ifølge SF's formand, Pia Olsen Dyhr, arbejder Socialdemokratiet ikke for en ambitiøs grøn omstilling, medmindre der er nogen, der presser dem. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Ifølge SF's formand, Pia Olsen Dyhr, arbejder Socialdemokratiet ikke for en ambitiøs grøn omstilling, medmindre der er nogen, der presser dem. (Arkivfoto).

Socialdemokratiet står ved en skillevej. Vil de være et grønt parti eller landbrugets lakajer?

Det siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr, der kritiserer partiet og den samlede regering for at sidde på hænderne i forhold til det danske havmiljø og få reduceret kvælstofudledningerne.

- De (Socialdemokraterne, red.) har ladet sig sig forføre af Venstre og Venstres meget snævre fokus på en meget lille særinteresse i Danmark, nemlig dansk landbrug, siger hun.

Generelt er tilstanden i de danske farvande i den grad kommet på dagsorden, fordi iltsvindet har nået historiske højder og medført døde havbunde, som Berlingske har bragt billeder af i september.

Siden da har Pia Olsen Dyhr hørt miljøminister Magnus Heunicke (S) gentagne gange sige, at nu skulle der handles for at komme det nødlidende havmiljø til undsætning.

- Det chokerende er jo, at der ikke er sket en fløjtende fis, siger hun.

I alt har Folketingets partier med landbrugsaftalen fra 2021 aftalt, at udledningen af kvælstof skal reduceres med 18.000 ton ud af den samlede årlige udledning på 55.000 ton.

Det skal ske senest i 2027.

Men virkeligheden er ved at overhale, hvorfor ambitionerne må hæves, lyder det fra SF-formanden.

- Vi har igen og igen forsøgt i forhandlingerne at presse yderligere i den rigtige retning, og når vi kan se, at situationen forværres, så er vi nødt til at øge tempoet.

- Det er der ikke noget, der tyder på i den her regering. Snarere det modsatte, at alting går i stå, siger Pia Olsen Dyhr.

Ifølge hende arbejder Socialdemokratiet ikke for en ambitiøs grøn omstilling, medmindre der er nogen, der presser dem.

Da Socialdemokratiet sad alene i regering fra 2019 til 2022 var det ifølge Pia Olsen Dyhr SF, Radikale og Enhedslisten, der pressede dem i en grøn retning.

Hvis SF-formanden igen skal blive optimistisk omkring Socialdemokratiet som værende et parti, der arbejder ambitiøst for grøn omstilling, kræver det blandt andet, at partiet melder ud, at en CO2-afgift kobles med kvælstofreduktioner.

- Kvælstof er den store udfordring i forhold til vores åer, fjorde og vandløb. De to ting er nødt til at blive koblet på en helt anden måde. Nu har vi fået et wake-up call med Berlingskes billeder. Jeg synes, det er på tide, at der handles og ikke snakkes mere.

Miljøminister fra Socialdemokratiet Magnus Heunicke siger i et interview med Berlingske, at han ikke er lakaj for landbruget.

- Jeg kæmper for miljøet, og havet er min hovedprioritet som minister, fordi det er i så ringe tilstand efter årtiers svigt, siger han til avisen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringen forsøger at lægge forbudte bander helt døde Det har ifølge Rigsadvokaten været svært at løfte bevisbyrden i sager om akt... Læs mere
Bornholms konservative borgmester er sygemeldt I sidste måned stod han på første række, da kongeparret gæstede Bornholm. N... Læs mere
Patienter oplever kortere ventetid på sygehusbehandling Indenrigs- og sundhedsministeren er optimistisk i forhold til at få ventetiden ... Læs mere
Lars Bojes nye parti er halvvejs i mål Eksformanden for Nye Borgerlige har stiftet Borgernes Parti, som så dagens lys ... Læs mere