Politik

tor, 21 mar 2024

af Mikkel Preisler

Statsministeren holder dør åben for EU-gæld til oprustning

- Selvfølgelig er fælles gæld ikke det første, vi kigger på som danskere. Men jeg vil omvendt ikke lukke nogle døre i en situation, hvor Rusland står og kigger ind i Europa på en måde, som ikke er godt for noget, siger statsminister Mette Frederiksen (S) under topmøde i EU.
Yves Herman/Reuters - Selvfølgelig er fælles gæld ikke det første, vi kigger på som danskere. Men jeg vil omvendt ikke lukke nogle døre i en situation, hvor Rusland står og kigger ind i Europa på en måde, som ikke er godt for noget, siger statsminister Mette Frederiksen (S) under topmøde i EU.

Fælles gældsstiftelse i EU vil ikke være Danmarks første svar på at sikre nødvendig oprustning, men det er omvendt heller ikke fuldstændig udelukket.

Under et EU-topmøde i Bruxelles melder statsminister Mette Frederiksen (S), at truslen og situationen er så alvorlig, at midler, som Danmark normalt forsager, kan blive aktuelle.

Men det er ikke der, diskussionen begynder.

- Selvfølgelig er fælles gæld ikke det første, vi kigger på som danskere. Men jeg vil omvendt ikke lukke nogen døre i en situation, hvor Rusland står og kigger ind i Europa på en måde, som ikke er godt for noget, siger hun.

Statsministeren deltog torsdag formiddag i et KL-topmøde, og hun måtte derfor udskyde sit forudgående pressemøde i Bruxelles til midt under topmødet.

På topmødet ventes en diskussion om investeringer i forsvar og herunder om fælles gældsoptagelse, som man i en historisk beslutning valgte at ty til under coronapandemien.

Diskussionen er denne gang begyndt af Frankrig. Estlands premierminister, Kaja Kallas, har også budt ind med et klart ønske.

Trods en generel enighed i gruppen af europæiske stats- og regeringschefer om, at oprustning er tvingende nødvendigt, er der betydelig uvilje mod at stifte fælles gæld.

Danmark kæmpede ihærdigt imod fælles EU-gæld, da EU for et par år siden besluttede at stifte gæld for et astronomisk beløb på næsten 6000 milliarder kroner.

Mette Frederiksen udtrykker den samme holdning som sin svenske kollega, Ulf Kristersson, som tidligere torsdag sagde, at diskussionen ikke skal begynde med gældsstiftelse, men med enighed om opgaven, der skal løses.

- Jeg synes ikke, man skal ikke starte med at diskutere gæld. Man skal starte med at diskutere sikkerhedspolitik, siger Mette Frederiksen.

Det er ifølge statsministeren vigtigt, at de europæiske ledere får drøftet det økonomiske aspekt af oprustningen sammen.

- I mine øjne er den vigtigste diskussion at få leveret ind, hvad Ukraine har behov for, og for oprustning. Og så vil der være nogle lande, der mener, at det først og fremmest kan lade sig gøre med fælles gæld, og så må vi diskutere det, siger Frederiksen.

- Men det skal starte det rigtige sted, og det er på substansen og på oprustning.

En anden vej til at mobilisere midler til forsvar og til at styrke Ukraine kan være gennem en beslutning om at bruge indefrosne russiske midler i EU.

Det vil Tyskland ifølge forbundskansler Olaf Scholz.

- Han (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) har forregnet sig, når han tror, at vi ikke vil støtte Ukraine, så længe det behøves. Her er afkastet fra de russiske midler en mindre, men vigtig del, siger Scholz.

Den del støtter Danmark fuldtonet.

- Det vil være en glæde, hvis Rusland kan få lov til at betale for de forbrydelser, der er blevet begået, siger Mette Frederiksen.

De russiske penge kan ifølge statsministeren bruges til både militære donationer og til genopbygning.

Også en mulighed for yderligere investeringer i forsvar gennem EU's investeringsbank, EIB, er på bordet på topmødet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kæmpe jordskælv i Thailand og Myanmar Thailand og Myanmar er i dag blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der har medf... Læs mere
Volvo bruger AI og virtuelle miljøer til at forbedre sikkerheden Volvo går forrest i jagten på mere sikker kørsel – med banebrydende AI og v... Læs mere
Audi tager banebrydende skridt med virtuel styring i karrosseriproduktion Audi skaber verdensnyhed med virtuel produktionsstyring i karrosseriafdelingen o... Læs mere
Opel sætter ny standard for sædekomfort i Grandland og Astra Opel tager komfort og bæredygtighed til nye højder med avancerede ergonomiske ... Læs mere
Mercedes-Benz sætter ny standard for bæredygtighed med ny CLA-model Mercedes-Benz tager endnu et skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af ... Læs mere