Politik

fre, 20 dec 2024

Trump vil have EU til at købe olie og gas: Truer med straftold

Donald Trump vil have EU-landene til at købe mere amerikansk olie og gas fremover. Hvis de ikke gør, vil de blive mødt af en amerikansk toldmur. (Arkivfoto).
Allison Robbert/Ritzau Scanpix Donald Trump vil have EU-landene til at købe mere amerikansk olie og gas fremover. Hvis de ikke gør, vil de blive mødt af en amerikansk toldmur. (Arkivfoto).

Selv om der fortsat er en måneds tid til, at Donald Trump bliver indsat som ny amerikansk præsident, er han allerede i fuld gang med arbejdet.

Senest har han på sit eget sociale medie, Truth Social, blæst til kamp mod EU. Trump vil have gjort noget ved EU's handelsoverskud i forhold til USA.

- Jeg fortalte EU, at de skal gøre noget med deres enorme underskud over for USA ved at købe olie og gas i store mængder. Ellers bliver der tale om toldsatser i stor stil, hedder det i et opslag på Trumps egen profil.

Hos Dansk Industri ser Peter Bay Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent for global handel og investeringer, ikke de store problemer i at efterkomme Trumps krav.

Fra EU's side har man nemlig allerede indikeret, at man er interesseret i at købe amerikansk gas, for det er noget, man i forvejen har behov for, og som er med til at gøre os uafhængig af Rusland.

- Men EU er jo ikke nogen planøkonomi. Derfor kan man godt bede statslige energiselskaber om at købe amerikanske olie og gas, men spørgsmålet er, hvordan det ville fungere i praksis på et frit marked.

- Det kræver jo også, at der er noget gas at købe. Vi har tidligere set kineserne indgå en aftale om at købe flere amerikanske landbrugsvarer, men da det kom til stykket, var de ikke tilgængelige på markedet.

- De amerikanske sælgere afsætter jo varerne der, hvor de kan få de bedste priser, siger han.

Peter Bay Kirkegaard noterer sig derudover et mønster, når det gælder Trumps måde at opnå de ønskede resultater i en forhandlingssituation.

- Hans erfaring er, at trusler virker. Men problemet er, at trusselsvåbnet risikerer at blive udvandet over tid, hvis man bare kan stikke ham en lille luns, der gør ham glad.

- Samtidig er der jo også en risiko for, at han kan blive tvunget til at føre truslerne ud i livet på et tidspunkt, og så kan det ret hurtigt blive dyrt at være amerikaner, siger Peter Bay Kirkegaard.

For en måneds tid siden luftede Trump lignende trusler over for Mexico og Canada.

Han truede begge nabolande med en straftold på 25 procent, hvis ikke de gjorde en aktiv indsats for at forhindre strømmen af immigranter og narko ind i USA.

Det førte blandt andet til, at den canadiske regering i tirsdags præsenterede en grænseovervågningspakke, der blandt andet indbefatter indkøb af flere droner og helikoptere.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Spar Nord fik sit næstbedste resultat nogensinde i 2024 Spar Nords indtjening faldt med otte procent i 2024 sammenlignet med rekordåret... Læs mere
Tyskere og amerikanere løfter Pandoras omsætning med milliarder Pandora har både løftet sin omsætning og sit overskud efter skat i 2024. I å... Læs mere
Migrænemiddel hjælper Lundbeck til rekordomsætning I 2024 løftede medicinalselskabet Lundbeck sin omsætning med 10,5 procent til ... Læs mere
Mette F. i London: Vi intensiverer samarbejdet med briterne Storbritannien ønsker igen et tættere samarbejde med EU-landene, og det er pos... Læs mere
Google-ejer leverer regnskab under forventning Trods øget omsætning i fjerde kvartal 2024 lever Alphabets vækst ikke op til ... Læs mere