Politik

man, 09 dec 2024

Venstres borgmesterkandidat i Odense trækker sig fra politik

Venstre skal finde ny borgmesterkandidat frem til valget i 2025. (Arkivfoto).
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix Venstre skal finde ny borgmesterkandidat frem til valget i 2025. (Arkivfoto).

Med under et år til kommunalvalget står Venstre nu uden borgmesterkandidat i landets tredjestørste by.

Christoffer Lilleholt, der til daglig er rådmand for beskæftigelses- og socialområdet i Odense, trækker sig fra politik.

Det fortæller han til Fyens Stiftstidende.

Årsagen er, at der er for lidt tid til familien.

- Jeg synes ikke længere, at det hænger sammen med at være den far, jeg gerne vil være for mine to sønner på henholdsvis to år og fem måneder, siger Christoffer Lilleholt til regionalavisen.

Lokalpolitikeren blev valgt til byrådet i Odense for første gang i 2013 med 698 personlige stemmer.

Siden blev han gjort til politisk ordfører for Venstre i byrådet, inden han senere blev rådmand.

Ved det seneste kommunalvalg i 2021 var Christoffer Lilleholt borgmesterkandidat i Odense. Her fik han over 8000 personlige stemmer, og partiet fik seks ud af 29 pladser i byrådet.

Socialdemokratiet og borgmester Peter Rahbæk Juel holdt dog på magten.

Christoffer Lilleholt beretter til Fyens Stiftstidende, at han stadig tror på, at Venstre ville kunne vinde kommunalvalget i efteråret 2025.

Det skal bare ikke være med ham i spidsen, for det politiske arbejde er blevet for omfattende og hårdt til, at det kan hænge sammen med familielivet.

Christoffer Lilleholt er søn af den landskendte folketingspolitiker Lars Christian Lilleholt, der har siddet i Folketinget for Venstre siden 2001.

Han blev orienteret om beslutningen for få dage siden.

- Det kom som en stor overraskelse for mig, men jeg ved, at han har tænkt det grundigt igennem, og derfor har jeg forståelse og respekt for hans beslutning, skriver Lars Christian Lilleholt på det sociale medie LinkedIn.

Christoffer Lilleholt har fået et nyt job, som han vil fortælle om senere hen, bekræfter han til Fyens Stiftstidende.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Nedslidte russiske tankskibe skal kontrolleres ved Skagen Nedslidte tankskibe kan fremover blive tilbageholdt af danske myndigheder gennem... Læs mere
Kørselstjenesten Uber mere end fordoblede sin indtjening i 2024 Investorerne i Uber er utilfredse, selv om selskabet ifølge topchefen har haft ... Læs mere
Folketinget mindes ofre i Sverige med et minuts stilhed Ud over at aflyse de officielle flagdage bliver ofrene for skoleskyderiet i Öre... Læs mere
Nykredit forudser faldende overskud efter fjerde rekordår i træk For fjerde år i træk ender Nykredit-koncernen med et overskud efter skat, der ... Læs mere
Statsministeren er uenig i Løkkes forslag om krigsfinansiering Mette Frederiksen vil ikke lade oprustningen ske på kompromis af social balance... Læs mere