Pressemeddelelse

man, 13 feb 2023

Danske topledere foran deres globale konkurrenter på den grønne agenda

Susanne Stormer, partner og ESG & Sustainability Services Leader i PwC.

Pressemeddelelse

13.2.2023 06:00:00 CET | PwC

Knap 9 ud af 10 danske CEO’er, der har bidraget til PwC’s CEO Survey 2023, har iværksat initiativer for at reducere udledninger af CO2, hvilket er noget højere end globalt, hvor det gælder 66 % af toplederne. Danske topledere er også længere fremme, når det gælder udviklingen af klimavenlige produkter og processer, ligesom de i langt højere grad investerer i klimatiltag end deres kolleger i andre lande. Det viser PwC’s CEO Survey 2023.

PwC’s CEO Survey 2023 viser, at danske CEO’er ligger helt i front, når det kommer til at iværksætte initiativer for at reducere udledning af CO2. Knap 9 ud 10 af de danske CEO’er, der har svaret på dette års survey, har taget initiativer for at reducere deres COudledninger mod 66 % globalt, og ca. halvdelen af de danske topledere har allerede implementeret disse tiltag.

“Knap 40 % af alle de CEO’er, der har deltaget i surveyen, svarer, at deres virksomhed ikke vil være økonomisk bæredygtig om ti år, hvis ikke der sættes en ny kurs.I det lys er det særligt opmuntrende at se, at de danske topledere investerer i den grønne omstilling for at fremtidssikre deres virksomheder.Vi befinder os i en historisk usikker tid med høj inflation og en energikrise, som påvirker alle virksomheder, og som naturligt kunne friste til at tænke mere kortsigtet,“ fortæller Susanne Stormer, partner og ESG & Sustainability Services Leader i PwC.

Hun henviser desuden til, at de danske CEO’er i langt højere grad end de globale topledere planlægger at investere i dekarbonisering og indføre alternative energikilder i de kommende 12 måneder. 59 % af de danske topledere planlægger at investere i dekarbonisering, mens det kun gælder 31 % af de globale. 58 % af de danske CEO’er planlægger at indføre alternative energikilder mod 34 % globalt.

Ny lovgivning på vej

EU har forpligtet sig til at være CO2-neutral senest i 2050. Derfor får alle virksomheder og institutioner nu et ansvar for at kende og reducere deres eget  CO2-aftryk og tage skridt mod at opnå nuludledning af CO2. Det understøttes af anbefalingerne fra TCFD (Taskforce on Climate-related Financial Disclosures) og kravene i det nye regnskabsdirektiv fra EU (Corporate Sustainability Reporting Directive, CSRD), som hæver barren markant for, hvordan virksomheder skal arbejde med og rapportere om bæredygtighed. 

“Med CSRD-direktivet indføres langt mere detaljerede rapporteringskrav til virksomhederne, baseret på princippet om dobbelt væsentlighed - værdi for forretningen og aftryk på samfund og miljø. De skal vurdere og rapportere om væsentlige påvirkninger, risici og muligheder for virksomheden i relation til bæredygtighed, og her står klimaforandringer helt centralt. Det betyder også, at reduktion af CO2-udledning nu er en strategisk prioritet for virksomhederne,” siger Susanne Stormer.

Flere danske klimavenlige produkter og datadrevne strategier

De danske topledere er også længere fremme, når det gælder udviklingen af klimavenlige produkter og processer samt implementeringen af en datadrevet strategi på virksomhedsniveau for at mitigere risici og reducere udledningerne end deres kolleger i resten af verden. 79 % af de danske topledere har således udviklet klimavenlige produkter mod 61 % af de globale topledere, og 83 % har påbegyndt eller gennemført arbejdet med en datadrevet strategi mod 58 % af de globale CEO’er. 

PwC’s CEO Survey 2023 viser desuden, at ca. halvdelen (49 %) af de danske CEO’er planlægger initiativer, der kan beskytte virksomhedens medarbejdere og fysiske aktiviteter mod følgerne af klimarisici. 

De danske virksomheder skiller sig positivt ud på den grønne agenda. Når det er sagt, må alle virksomheder fortsat i højere grad forholde sig til konsekvenserne af klimaforandringer. Det gælder både i forhold til de finansielle resultater og virksomhedens fremtidssikring, og i forhold til vores samfund og vores verden. Og med den øgede regulering bliver der stillet større krav til, at der tages ansvar på denne agenda, men der er også herigennem skabt et bedre grundlag for at dokumentere og følge udviklingen,” slutter Susanne Stormer.

Om CEO Survey 2023
I PwC’s 26. CEO Survey blev der gennemført interview med 4.410 CEO’er i 105 lande i perioden den 4. oktober-11. november 2022. I alt 80 danske CEO’er har deltaget i undersøgelsen repræsenterende Danmarks 1.000 største virksomheder. PwC’s CEO Survey er verdens førende toplederundersøgelse.

Andre læser også

Svensk centralbank sænker rente - første gang i otte år Holder inflationsudsigterne stik, lufter Centralbanken muligheden for at sænke ... Læs mere
Genbrugskæden Reshopper lukker sine fysiske butikker Reshoppers butikker i Taastrup og Valby lukker 31. maj. De har ikke været økon... Læs mere
Flere end to millioner fløj med SAS i april SAS opnåede en passagervækst på 12 procent i april måned, hvor kapaciteten o... Læs mere
Hovedstadslejligheder indhenter prisfald efter hård start på 2024 Priserne på ejerlejligheder i København er vokset 1,7 procent fra marts til ap... Læs mere