Pressemeddelelse

tir, 14 mar 2023

Spin-out-firma fra Aarhus Universitet får 208 mio. kr. til at udvikle behandling af demenssygdomme

CEO Simon Mølgaard, 37 år, og CSO Anders Dalby, 29 år, (th) er to af stifterne bag Teitur Trophics - et biotekselskab, der udspringer fra forskning på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Fo

Pressemeddelelse

14.3.2023 09:38:58 CET | Aarhus Universitet: Health

Et forskningsgennembrud på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet har resulteret i spin-out-virksomheden Teitur Trophics. Virksomheden udvikler medicin, der kan holde hjerneceller i live, og med en millioninvestering fra kapitalfonde er kursen nu sat mod kliniske forsøg.

Test på mus og rotter har allerede vist lovende resultater. Nu har den århusianske virksomhed Teitur Trophics modtaget 208 millioner kroner (28 millioner euro) i venturekapital til at udvikle lægemidler, der skal bremse hjernelidelser som Parkinsons sygdom, Huntingtons sygdom og frontotemporal demens.

Teitur Trophics udspringer af forskning på Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, hvor virksomheden stadig lejer faciliteter som mikroskoper og adgang til dyrestalden.

Holdet bag virksomheden har kort fortalt opdaget en ny mekanisme for, hvordan man holder hjerneceller i live. Baseret på den viden, har forskerne udviklet et produkt, der potentielt kan anvendes som lægemiddel. Indtil videre er det blandt andet lykkedes helt at bremse udviklingen af den alvorlige og arvelige lidelse Huntingtons sygdom i mus.

Kan forhindre at neuroner dør

”Hvis vi lykkes med at udvikle et lægemiddel, kan vi potentielt ændre skæbnen for døende hjerneceller. Lægemidlet sprøjtes ind i underhuden og kan derfra nå hjernen, hvor det kan tænde for signalmekanismer, der ellers er væk pga. sygdommen,” forklarer virksomhedens CEO Simon Mølgaard. Ideen til virksomheden udspringer af hans forskning i Simon Glerups laboratorium på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet. Efter sin postdoc i neurobiologi besluttede han sig for at forfølge idéen kommercielt.

Virksomhedens primære lægemiddelkandidat med navnet TT-P34 består af et peptid - en organisk, kemisk forbindelse - som blandt andet virker ved at fjerne de skadelige proteinaflejringer, der er involveret i neurodegenerative sygdomme som demens. Stoffet genopretter mitokondriers funktion i berørte hjerneceller og fremmer pro-overlevelsessignalering.

”Vi kan ikke vække døde neuroner til live, men vi kan forhindre, at flere dør. Dermed håber vi, at forskningen kan danne grundlag for en behandling, der kan forsinke eller helt forhindre sygdomme som Parkinsons, Alzheimers og Huntingtons sygdom,” siger Simon Mølgaard.

Den nye millioninvestering gør det muligt for virksomheden at arbejde målrettet på at udvikle sin førende lægemiddelkandidat til et såkaldt klinisk forsøg fase 1 – det vil sige at få lov til at teste stoffet på mennesker. Investeringen gør det også muligt at ansætte en håndfuld nye medarbejdere til at forske – som fx molekylærbiologer og molekylærmedicinere.

Lige nu er der tre fastansatte: CEO Simon Mølgaard, CSO Anders Dalby og ph.d.-studerende Mathias Ollendorff, som arbejder deltid. Derudover har virksomheden en lang række tilknyttede konsulenter, og Teitur Trophics nyder stadig godt af den tætte tilknytning til Aarhus Universitet.

”Der er et ekstremt spændende forskningsmiljø på Institut for Biomedicin med mange dygtige mennesker og innovative ideer, som vi er glade for at være en del af,” siger CSO Anders Dalby, der er cand.scient. i molekylærmedicin.

Alvorlige konsekvenser for livskvalitet

Institutleder Thomas G. Jensen er glad og stolt over, at endnu en af Institut for Biomedicins spin-out-virksomheder har samlet interesse fra en bred vifte af investorer.

"Det validerer vores ambition om at kombinere uddannelsen af læger og forskere, samtidig med at vi udfører internationalt anerkendt grundforskning og sikrer, at den bliver til gavn for samfundet og patienterne. I dette tilfælde forsøger vi at imødegå et presserende behov for behandling af neurodegenerative sygdomme, som har alvorlige konsekvenser for både livskvalitet og forventet levetid for millioner af mennesker rundt om i verden," siger han.

Teitur Trophics har en licensaftale med Aarhus Universitet om teknologien bag virksomheden.

Andre læser også

Tyskere og amerikanere løfter Pandoras omsætning med milliarder Pandora har både løftet sin omsætning og sit overskud efter skat i 2024. I å... Læs mere
Migrænemiddel hjælper Lundbeck til rekordomsætning I 2024 løftede medicinalselskabet Lundbeck sin omsætning med 10,5 procent til ... Læs mere
Mette F. i London: Vi intensiverer samarbejdet med briterne Storbritannien ønsker igen et tættere samarbejde med EU-landene, og det er pos... Læs mere
Google-ejer leverer regnskab under forventning Trods øget omsætning i fjerde kvartal 2024 lever Alphabets vækst ikke op til ... Læs mere
Selskabet bag Snapchat lider fortsat store tab Snap Inc. øgede omsætningen med 16 procent i 2024 sammenlignet med året før.... Læs mere