Tech

ons, 06 nov 2024

Danske energigiganter falder tungt på børsen efter USA-valg

Vestas' markedsværdi er blevet halveret siden årsskiftet efter onsdagens markant fald. (Arkivfoto).
Henning Bagger/Ritzau Scanpix Vestas' markedsværdi er blevet halveret siden årsskiftet efter onsdagens markant fald. (Arkivfoto).

De to danske energigiganter Vestas og Ørsted er begge faldet 12,8 procent på fondsbørsen dagen efter det amerikanske valg.

Det skyldes ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, at Donald Trumps valgsejr har skabt uvished om, hvad der kommer til at ske på det amerikanske marked for vindmøller.

- Det er et meget vigtigt marked for Vestas, og Ørsted har også aktiviteter i USA.

- Vi ved, at Trump er tung modstander af vindkraft, så det er ligesom kastet lidt op i luften, hvad der kommer til at ske i fremtiden.

For Vestas' vedkommende er det anden dag i træk med et fald i den størrelse. Det betyder nu, at selskabets markedsværdi er blevet halveret siden årsskiftet.

Tirsdagens fald kom, efter at Vestas havde præsenteret regnskabstal for tredje kvartal.

Umiddelbart forbedrede selskabet sin indtjening markant i perioden, men det kom samtidig frem, at man har fundet fejl på et mindre antal vindmøller.

Investorerne frygter, at problemet ikke er begrænset i omfang, lød vurderingen.

Jacob Pedersen vurderer, at der onsdag er tale om en voldsom kursreaktion. Særligt for Vestas, hvis aktiekurs i forvejen er presset.

Også rederiet Mærsk har fået en over nakken onsdag med et fald til selskabets A- og B-aktie på cirka 6,4 procent.

- Det skyldes helt afgjort også frygt for, at Trumps varslede toldmure vil betyde mindre varehandel og dermed færre varer, som skal fragtes på verdenshavene.

- Det er noget, som Mærsk vil kunne mærke meget tydeligt i sin forretning, hvis det er sådan, at Trump gør alvor af at lægge told på varer fra alle andre lande.

Det samlede C25-indeks, der indeholder de 25 mest omsatte aktier i Danmark, ender dagen med et fald på 2,1 procent.

I USA har aktiemarkedet omvendt fået en glimrende start på dagen.

De tre amerikanske aktieindeks Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq stiger alle mellem 1,9 og 3,1 procent et par timer efter børsåbning.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Folketinget fraråder brug af kinesisk chatbot på Folketingets enheder Ligesom med TikTok fraråder Folketinget, at politikere og ansatte bruger ny kin... Læs mere
Langt færre breve får PostNord Danmarks omsætning til at falde PostNord Danmarks brevmængder faldt med 44 procent i fjerde kvartal sammenligne... Læs mere
Jysk har fået 5000 ansøgninger inden butiksåbninger i Marokko Detailkæden Jysk vil åbne to butikker i den marokkanske kystby Casablanca til ... Læs mere
Med ny støtte vil Danmark bakke op om UNRWAs arbejde og reformer Danmark fremrykker bidraget til palæstinensisk organisation og giver flere peng... Læs mere
Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere