Tech

ons, 07 aug 2024

Elon Musk sagsøger Ørsted og andre for boykot af X

Annonceindtægter hos X tog i nogle måneder et dyk, efter at Musk købte selskabet i 2022. Nogle annoncører var tilbageholdende med at betale for reklamer på det sociale medie, da de frygtede, at deres selskaber ville stå side om side med skadeligt indhold. (Arkivfoto).
Pool/Reuters Annonceindtægter hos X tog i nogle måneder et dyk, efter at Musk købte selskabet i 2022. Nogle annoncører var tilbageholdende med at betale for reklamer på det sociale medie, da de frygtede, at deres selskaber ville stå side om side med skadeligt indhold. (Arkivfoto).

Det Elon Musk-ejede sociale medie X sagsøger det danske energiselskab Ørsted på baggrund af anklager om at have aftalt en ulovlig boykot af X.

Det fremgår af et opslag på X fra Linda Yaccarino, administrerende direktør for det sociale medie.

Søgsmålet er rettet mod selskaberne Ørsted, CVS Health, Mars og Unilever som medlemmer af initiativet Global Alliance for Responsible Media (Garm). Det hører under gruppen World Federation of Advertisers, som også er sagsøgt.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at søgsmålet er blevet indgivet ved en føderal domstol i delstaten Texas.

I det står der, at annoncører igennem Garm-initiativet i fællesskab tilbageholdt "milliarder af dollar i annonceindtægter" fra X, som tidligere hed Twitter.

- Det er ikke en beslutning, som det var let at komme frem til, men det er en direkte konsekvens af deres handlinger, skriver X-direktøren om søgsmålet.

- Disse organisationer og deres ledelses ulovlige adfærd har kostet X milliarder af dollar.

Ørsted meddeler til Ritzau, at selskabet ikke umiddelbart har nogen udtalelser til søgsmålet.

Reuters forsøgte tirsdag at få udtalelser fra World Federation of Advertisers samt CVS Health, Mars og Unilever. De svarede ikke umiddelbart på henvendelsen.

Annonceindtægter hos X tog et dyk, efter at Musk købte selskabet i 2022.

Nogle annoncører meddelte, at de var tilbageholdende med at betale for reklamer på det sociale medie. De frygtede, at deres selskaber ville stå side om side med skadeligt indhold, som tidligere ejere måske havde fjernet.

Til Reuters siger Christine Bartholomew, som er professor på University, at Buffalos juridiske fakultet og ekspert i karteldannelse, at den slags søgsmål om et ulovligt boykot kan være svære at forfølge.

X vil i retten skulle vise, at der var en boykotaftale, som alle annoncørerne tilsluttede sig.

- At bevise det er ikke nogen lille sag, siger hun.

Professoren forklarer, at den slags aftaler for eksempel kan være mere uformelle.

Selv hvis X får medhold, kan det sociale medie ikke tvinge selskaber til at betale for annoncer på sin platform, tilføjer hun.

Danske Ørsted udvikler, opfører og driver vindmølleparker og andre energianlæg. Selskabet har knap 9000 medarbejdere og havde i 2023 en omsætning på 79,3 milliarder kroner.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Flygtningenævnet forlænger pause for syriske sager Efter Assads fald i december satte nævn sager med syrere på pause. Sagerne ska... Læs mere
Dansk eksport sikrer job til 187.000 amerikanere Donald Trump kan have overset, at den stigende danske eksport til USA også gavn... Læs mere
Moderaterne efterkommer krav fra arbejdstilsyn efter møgsager Regeringsparti var på spejderløb og lavede kæresteregel for at efterkomme på... Læs mere
Måling: Opbakningen til regeringen falder til hidtil laveste niveau Med 31,8 procent af stemmerne har SVM-regeringen nået sin laveste opbakning nog... Læs mere
Lars Bojes parti havner under spærregrænsen i første måling Borgernes Parti er på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, som senest finder... Læs mere