Tech

søn, 02 jun 2024

It-forsker opfordrer Ticketmaster-brugere til at skifte kode

Platformen Ticketmaster er blevet ramt af et hackingangreb, har selskabet bag, Live Nation Entertainment, bekræftet. (Arkivfoto).
Dado Ruvic/Reuters Platformen Ticketmaster er blevet ramt af et hackingangreb, har selskabet bag, Live Nation Entertainment, bekræftet. (Arkivfoto).

Brugere af billetplatformen Ticketmaster, der for nylig er blevet udsat for et hackerangreb, bør skifte deres kodeord hurtigst muligt.

Sådan lyder anbefalingen fra Jens Myrup Pedersen, der er professor i cybersikkerhed på Aalborg Universitet.

- Man skal især være opmærksom, hvis man bruger samme kodeord flere steder. Så skal man have lavet et nyt alle de steder, siger forskeren.

Han anbefaler også, at man i den kommende tid holder øje med, om der bliver trukket penge fra det betalingskort, man har brugt på Ticketmaster.

Sker det, skal man få kortet spærret.

Ticketmasters ejer, amerikanske Live Nation Entertainment, har bekræftet, at platformen har været ramt af et hackingangreb.

Det skrev blandt andet nyhedsbureauet dpa lørdag.

Tidligere på ugen lød det fra gruppen ShinyHunters, at den stod bag et angreb på Ticketmaster. Ifølge hackerne selv har de skaffet sig adgang til data fra 560 millioner brugere.

Der skal blandt andet være tale om navne, adresser, telefonnumre og visse betalingsoplysninger.

Den tilsyneladende størrelse på angrebet gør det til et alvorligt datalæk, siger Jens Myrup Pedersen.

- Det er ikke data, man som udgangspunkt kan bruge til direkte svindel. Men indirekte kan informationerne bruges til at lokke flere oplysninger ud af folk.

Det kaldes også phishing.

Det kan både ske ved, at man bliver ringet op eller kontaktet via e-mail.

- Når afsenderen har en persons fulde navn, adresse og lignende, kommer henvendelserne til at fremstå langt mere troværdige.

- Svindlerne kan for eksempel forsøge at få folk til at indtaste de betalingsoplysninger, de ikke allerede har fået adgang til, siger Jens Myrup Pedersen.

Hackergruppen ShinyHunters kræver ifølge dpa en løsesum på lidt over en halv million dollar. Det svarer til lidt mindre end 3,5 millioner kroner.

Live Nation Entertainment har indberettet angrebet til den amerikanske børsmyndighed (SEC).

Virksomheden skriver i indberetningen, at hackerangrebet ikke har haft og heller ikke ventes at få nogen væsentlig indflydelse på driften.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Lars Bojes parti runder 5000 godkendte vælgererklæringer Den tidligere formand for Nye Borgerlige har indsamlet en fjerdedel af de nødve... Læs mere
Moderaternes gruppeformand overtager Jeppe Søes poster efter exit Henrik Frandsen skal fremover sidde i Folketingets ledelse. Han overtager også ... Læs mere
Troels Lund blev i Forsvarsministeriet: Store omkostninger at skifte Trods opfordring om nyt job blev Troels Lund som forsvarsminister på grund af o... Læs mere
Konservative afviser at optage Jeppe Søe i folketingsgruppen Partier tager nu stilling til, om de vil optage Jeppe Søe i deres folketingsgru... Læs mere
Nuuk Lufthavn dumper endnu et sikkerhedstjek og forlænger flyvepause Internationale flyvninger fra og til problemramt lufthavn i Grønland er suspend... Læs mere