Udland

søn, 18 feb 2024

Aleksej Navalnyjs enke mødes med EU's udenrigsministre

EU's udenrigsministre mødes mandag med Aleksej Navalnyjs enke, Julia Navalnaja, i Bruxelles. Her ses hun på Den Årlige Sikkerhedskonference i München, hvor hun fredag mødte pressen kort tid efter meldingen om sin mands død i en russisk straffekoloni.
Thomas Kienzle/Ritzau Scanpix EU's udenrigsministre mødes mandag med Aleksej Navalnyjs enke, Julia Navalnaja, i Bruxelles. Her ses hun på Den Årlige Sikkerhedskonference i München, hvor hun fredag mødte pressen kort tid efter meldingen om sin mands død i en russisk straffekoloni.

EU's udenrigschef, Josep Borrell, siger, at han ved EU's udenrigsministermøde i Bruxelles mandag vil byde Aleksej Navalnyjs enke, Julia, velkommen.

- Mandag byder jeg Julia Navalnaja velkommen ved EU's udenrigsministermøde.

- Udenrigsministrene ønsker at sende et stærkt signal til frihedskæmpere i Rusland og ære mindet om Aleksej Navalnyj, hedder det i en erklæring fra Borrell på X.

Aleksej Navalnyjs hustru var også med på Den Årlige Sikkerhedskonference i München.

Her stillede hun sig fredag frem for at møde journalister kort tid efter meldingen om sin mands død i en russisk straffekoloni.

Pårørende til den afdøde russiske oppositionspolitiker har endnu ikke set hans lig. Der hersker samtidig tvivl om, hvor det tilbageholdes.

De russiske myndigheder nægter ifølge uafhængige medier at udlevere liget af Navalnyj til familien. Myndighederne henviser til behov for yderligere undersøgelser.

Ifølge avisen Novaja Gazeta skal ambulancefolk have sagt, at de så blå mærker efter slag på Navalnyjs lig. Det skriver dpa.

Den uafhængige russisksprogede avis, der udgives fra Letland, skriver, at Navalnyjs lig er på et distriktshospital i den nordlige sibiriske by Salekhard, som ligger på Polarcirklen.

Byen ligger i den samme region som den straffekoloni, som Navalnyj frem til sin død sad fængslet i.

Ifølge de russiske myndigheder døde han, efter at han havde været på gårdtur, hvor han havde motioneret.

Han mistede bevidstheden og blev forsøgt genoplivet i over en halv time, har myndighederne oplyst.

Den 47-årige politiker havde ikke forinden givet udtryk for, at han havde nogen problemer med helbredet.

I timerne efter meldingen om hans død fredag gav en lang række politiske ledere verden over udtryk for, at Rusland og dets præsident, Vladimir Putin, bærer ansvaret for dødsfaldet.

Heriblandt EU-lederne Charles Michel og Ursula von der Leyen.

- Aleksej Navalnyj kæmpede for værdierne frihed og demokrati. For sine idealer gav han det ultimative offer.

- EU holder det russiske regime som eneansvarlig for dette tragiske dødsfald, skrev Charles Michel fredag på det sociale medie X.

Også politikere fra flere af EU's medlemslande har peget på Putin som ansvarlig.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere