Udland

tir, 16 apr 2024

af Mikkel Preisler

Amerikansk præsidentpar tjente 4,4 millioner sidste år

Fire femtedele af parrets indtægter kom fra henholdsvis Joe Bidens job som præsident og Jill Bidens job som underviser på Northern Virginia Community College. (Arkivfoto).
Susan Walsh/Ritzau Scanpix Fire femtedele af parrets indtægter kom fra henholdsvis Joe Bidens job som præsident og Jill Bidens job som underviser på Northern Virginia Community College. (Arkivfoto).

Det amerikanske præsidentpar, Joe og Jill Biden, tjente i alt 620.000 dollar i 2023.

Det viser parrets årsopgørelse, som mandag er blevet offentliggjort.

Beløbet, der i danske kroner svarer til omkring 4,4 millioner kroner, er syv procent højere end året før.

Ifølge årsopgørelsen betalte parret 23,7 procent i indkomstskat.

Fire femtedele af parrets indtægter kom fra henholdsvis Joe Bidens job som præsident og Jill Bidens job som underviser på Northern Virginia Community College.

Ifølge mediet USA Today er Joe Bidens løn som præsident på omkring 400.000 dollar om året - omkring 2,8 millioner kroner. Beløbet er fastsat af den amerikanske kongres.

Desuden havde de indtægter fra investeringer, pensionsopsparinger og royalties fra en række bogudgivelser.

Donald Trump, Joe Bidens formodentlige modstander til det kommende præsidentvalg, har aldrig fremlagt sine skatteoplysninger.

Republikanerne i Kongressen har på det seneste gransket Joe Bidens indtægter. Biden er demokrat.

Det skyldes primært en sag om Joe Bidens søn Hunter Biden, hvis mor er præsidentens nu afdøde ekskone.

Hunter Bidens forretninger står i centrum for en igangværende rigsretsundersøgelse, som er et skridt inden en mulig egentlig rigsretssag mod Joe Biden.

Formålet med undersøgelsen er blandt andet at finde ud af, om Joe Biden som vicepræsident under Barack Obama fik uretmæssigt gavn af sin søns udenlandske forretninger. Det er der hidtil ikke fremlagt beviser for, og Hunter Biden har afvist, at det skulle være tilfældet.

Hunter Biden er desuden i delstaten Delaware anklaget for på ulovlig vis at have købt et håndvåben på et tidspunkt, hvor han brugte euforiserende stoffer. I den sag har han også erklæret sig ikkeskyldig.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere