USA's præsident, Joe Biden, siger fredag i et budskab til Iran, som har truet med at gengælde et israelsk angreb: Lad være.
Det ytrer han efter en dag, hvor der fra flere kilder i USA er blevet oplyst, at Iran står på spring inden for det næste døgn eller to til at angribe Israel direkte.
- Vi er dedikerede i vores forsvar for Israel. Vi vil støtte Israel, siger Biden til journalister ifølge Reuters.
- Så lad være, siger han henvendt til Iran.
- Vi vil hjælpe med at forsvare Israel, og Iran vil ikke lykkes med det, føjer han til.
Biden siger, at han ikke vil afsløre hemmelige efterretninger. Men han forventer, at et iransk angreb vil komme "før eller siden".
Iran har sagt, at det vil gengælde et israelsk angreb på det iranske konsulat i Damaskus i Syrien i sidste uge, som dræbte syv iranere. Heriblandt to topofficerer fra den iranske revolutionsgarde. Israel selv har ikke bekræftet, at det stod bag angrebet.
Den amerikanske tv-station CBS citerer amerikanske embedsmænd for at sige, at et stort iransk angreb kan ske hvert øjeblik det skal være.
At Iran kan affyre 100 droner og snesevis af krydsermissiler og muligvis ballistiske missiler mod Israel.
Mellemøstkendere stiller sig imidlertid tvivlende over for oplysningerne. De tror ikke på, at Iran har nogen interesse i selv at angribe Israel. Det vil muligvis blive overladt til nogle af dets allierede i Mellemøsten. For eksempel Hizbollah i Libanon.
USA's tidligere ambassadør i Yemen Gerald Feierstein er blandt dem, der ikke anser det for sandsynligt, at Iran vil angribe Israel direkte. Det ville kunne give Israel det påskud, som man før har søgt, til et omfattende angreb på Iran, siger han til BBC.
Kilde: /ritzau/