USA's præsident, Joe Biden, kritiserer fredag ekspræsident Donald Trump, som er hans sandsynlige rival til dette års præsidentvalg, for at mødes med den ungarske premierminister, Viktor Orbán.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Orbán rejste fredag til Florida i USA for at mødes med sin "gode ven" Trump. Den ungarske premierminister har ofte udtrykt et håb om, at Trump, der er favorit til at blive Republikanernes kandidat til efterårets valg, vender tilbage til magten.
- Ved I, hvem han skal mødes med i dag nede i Mar-a-Lago?, sagde Biden til de af hans støtter, der var mødt op til et vælgermøde fredag.
- Ungarns Orbán, som kategorisk har udtalt, at han ikke mener, demokrati virker, og som går efter at blive diktator.
Mar-a-Lago er en eksklusiv golfklub og ejendom i Palm Beach i Florida. Trump bruger ejendommen som sin private bolig.
- Jeg ser en fremtid, hvor vi forsvarer demokratiet og ikke indskrænker det, tilføjede Biden.
Fredag aften delte Orbán et opslag på Facebook, hvor der på engelsk stod "Make American great again, hr. præsident!". I opslaget delte Orbán også et billede af ham selv og Trump, uden for hvad der tilsyneladende er Mar-a-Lago.
- Besøget understregede opbygningen af relationer mellem USA og Ungarns konservative, og fordelene der kunne komme, hvis Donald Trump bliver valgt i november, har Gladden Pappin, som er præsident for det ungarske institut for internationale anliggender, udtalt til nyhedsbureauet AFP.
Orbán var den eneste regeringsleder i EU, der åbent erklærede sin støtte til Trump forud for præsidentvalget i 2016. Ungarn er også det eneste EU-land, der har bevaret en tæt relation til Ruslands styre efter invasionen af Ukraine.
Premierministeren har ofte talt for øjeblikkelig våbenhvile og fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine, og han har argumenteret for, at Trump - som tidligere har udtrykt beundring for Putin - er den bedst kvalificerede til at løse situationen.
Premierministeren har nægtet at sende våben til Ukraine for at hjælpe landet i krigen mod Rusland. Han har ligeledes kritiseret vestlige sanktioner mod Rusland.
Orbán tog magten i Ungarn i 2010.
Kilde: /ritzau/