Udland

man, 04 mar 2024

Deltagelse ved Irans parlamentsvalg blev historisk lav

Foran mediernes mikrofoner udtaler Irans indenrigsminister sig om valg fredag.
Arne Immanuel B''nsch/Ritzau Scanpix Foran mediernes mikrofoner udtaler Irans indenrigsminister sig om valg fredag.

Fredagens iranske parlamentsvalg endte med en historisk lav valgdeltagelse.

Det har landets indenrigsminister mandag bekræftet ifølge nyhedsbureauet dpa.

Blot 41 procent af de stemmeberettigede gav deres mening til kende. Det svarer til omkring 25 millioner mennesker.

På forhånd havde regeringskritiske aktivister opfordret landets indbyggere til at afstå fra at stemme for på den måde at mindske præstestyrets legitimitet.

Den lave valgdeltagelse var ventet, da uofficielle opgørelser, som iranske statsmedier havde refereret til, også satte stemmeprocenten til 41.

Ved det seneste iranske valg i 2020 lød valgdeltagelsen på 42,5 procent, mens den i 2016 lå på omkring 62 procent.

Iranerne skulle både stemme om parlamentets sammensætning og de 88 medlemmer i forsamlingen af eksperter, der kan udnævne og afskedige den øverste åndelige leder.

Iranske konservative stod til at få størstedelen af pladserne, rapporterede lokale medier søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Irans indenrigsministerium offentliggjorde lørdag, at præsident Ebrahim Raisi var blevet genvalgt som medlem af ekspertrådet.

I alt 15.200 kandidater var opstillingsberettigede til de 290 sæder i parlamentet, hvis magt ultimativt er overtrumfet af ayatollah Ali Khamenei.

Valget var det første siden demonstrationer i kølvandet på 22-årige Mahsa Aminis død 16. september 2022.

Den kurdisk-iranske kvinde mistede bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt og lå i koma i tre dage før sin død. Hun var blevet anholdt, fordi hendes hijab ifølge de iranske myndigheder ikke dækkede håret godt nok.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Far til fire og lærer står til at blive ny borgmester i Herlev Marco Damgaard er uddannet lærer og står til at blive borgmester, fordi Thomas... Læs mere
Danmarks bnp ventes at vokse med tre procent inden stort fald Den danske økonomi ventes at vokse med tre procent i år og næste år, inden v... Læs mere
Vattenfall dropper bud på havvindmøllepark grundet ringe forretning Danmarkshistoriens største udbud af havvind har haft deadline, og nu fortæller... Læs mere
Flere partier vil have flyttet omstridt udrejsecenter til tredjeland En uholdbar situation i Udrejsecenter Kærshovedgård gør, at Konservative vil ... Læs mere
Regeringen forventer også pæne lønstigninger næste år I Økonomisk Redegørelse gætter regeringen på, at de privatansatte i snit få... Læs mere