Udland

fre, 01 mar 2024

Forlag makulerer freelancers bog efter omfattende plagiat

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, er omdrejningspunkt i bogen "Orbánland" af den danske freelancejournalist Lasse Skytt. Forlaget bag bogen har indstillet salget og makulerer restoplaget, efter at der er blevet fundet omfattende plagiat i bogen. (Arkivfoto).
Bernadett Szabo/Reuters Ungarns premierminister, Viktor Orbán, er omdrejningspunkt i bogen "Orbánland" af den danske freelancejournalist Lasse Skytt. Forlaget bag bogen har indstillet salget og makulerer restoplaget, efter at der er blevet fundet omfattende plagiat i bogen. (Arkivfoto).

Forlaget bag bogen "Orbánland", der er skrevet af freelancejournalisten Lasse Skytt, indstiller alt salg af bogen og makulerer restoplaget.

Det oplyser Syddansk Universitetsforlag til fagbladet Journalisten.

Beslutningen skyldes, at der er fundet alvorlige tilfælde af plagiat i bogen.

Tidligere har flere medier trukket artikler tilbage, der er skrevet af Lasse Skytt.

Det skyldes, at medierne har fundet flere tilfælde, hvor freelanceren har brugt citater fra andre medier uden at henvise til kilderne.

Det gør sig også gældende i hans bog "Orbánland", lyder det fra Syddansk Universitetsforlag.

Bogen, der er udgivet i 2022, handler om Ungarn og landets premierminister, Viktor Orbán.

I bogen beskriver Lasse Skytt møder med forskellige mennesker, som han har interviewet.

Men deres udtalelser stammer i flere tilfælde tilbage fra andre medier.

Det siger forlagsdirektør Martin Lindø Westergaard fra Syddansk Universitetsforlag til Journalisten.

- Han har opdigtet citater fra alle mulige engelske kilder. Det kommer fra tidsskrifter, fra medier, fra bøger og alt muligt.

- Det er en mærkværdig blanding af afskrift, sammenblanding af citater og konstruktion af interviews ud fra artikler, som andre har skrevet, hvor han har konstrueret, at han selv har interviewet dem, siger forlagsdirektøren.

Foruden at makulere restoplaget af bogen vil forlaget give pengene tilbage til de kunder, der har købt den.

Derefter vil forlaget undersøge, om det er muligt at rette et økonomisk krav mod Lasse Skytt.

Fagbladet Journalisten skriver, at det ad flere omgange har forsøgt at kontakte ham.

Blandt de medier, freelanceren tidligere har leveret artikler til, er Kristeligt Dagblad.

Avisen skrev mandag, at den har fjernet 14 artikler fra Lasse Skytt fra sin hjemmeside.

Avisen skrev videre, at Lasse Skytt ikke havde ønsket at udtale sig om sagen. Ifølge Kristeligt Dagblads ansvarshavende chefredaktør, Jeppe Duvå, havde han dog erkendt fejlene.

Det er også kommet frem, at Jyllands-Posten har fundet eksempler på plagiat i artikler skrevet af Lasse Skytt.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere