Udland

tor, 18 apr 2024

G7 fordømmer Irans angreb og vil begrænse dets våbeneksport

Iran producerer blandt andet missiltypen Sayad 4-B, som her ses foran et billede af landets præstestyres øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
Atta Kenare/Ritzau Scanpix Iran producerer blandt andet missiltypen Sayad 4-B, som her ses foran et billede af landets præstestyres øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Finansministre og centralbankchefer fra G7-landene fordømmer natten til onsdag Irans angreb mod Israel og lover at arbejde for at begrænse Irans muligheder for at anskaffe sig og eksportere våben.

I en fællesudtalelse lyder det, at landene vil "sikre et tæt samarbejde om ethvert fremtidig tiltag for at mindske Irans muligheder for at anskaffe sig, producere og videregive våben," som skal destabilisere Mellemøsten.

G7-gruppen udgøres af Canada, Frankrig, Italien, Japan, Storbritannien, Tyskland og USA.

Det præciseres ikke i udtalelsen, hvilke tiltag der er tale om.

Men stats- og regeringschefer fra Det Europæiske Råd blev sent onsdag aften enige om, at indføre flere sanktioner mod Iran.

Sanktionerne skal rettes mod Irans produktion af droner og missiler, men hvordan de præcist bliver udformet, står endnu ikke klart.

Udmeldingen kommer, efter at Iran i weekenden sendte omkring 300 droner og missiler mod Israel. Det var første gang Iran direkte angreb Israel.

Det var en reaktion fra Irans side på et formodet israelsk luftangreb på det iranske konsulat i Syriens hovedstad, Damaskus, 1. april.

Syv mennesker døde - inklusive to højtstående generaler.

Iran støtter en række grupper i Mellemøsten, som ligesom Iran har Israel som sin ærkefjende.

Det er blandt andet Hizbollah, en væbnet islamistisk gruppe som holder til i den sydlige del af Libanon.

Iran støtter også Hamas, som kæmper mod Israel i Gazastriben, og som stod bag angrebet på Israel 7. oktober, hvor flere end 1100 mennesker mistede livet.

Houthibevægelsen, som sidder på magten i størstedelen af Yemen og fungerer som landets de facto regering, får også støtte af Iran.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Endnu en minister fra Moderaterne vil i Folketinget Christina Egelund vil på stemmesedlen til næste folketingsvalg, der skal afhol... Læs mere
Løkke: Udvikling i Syrien vil få betydning for hele Mellemøsten Syriens præsident, Bashar al-Assad, har ifølge meldinger forladt Damaskus efte... Læs mere
Mette Frederiksen underskriver aftale med omstridt præsident Statsbesøg fra Egyptens præsident er blevet kritiseret, men Danmark har indgå... Læs mere
Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere