Udland

lør, 08 jun 2024

Jobmarked i USA slår forventninger med 272.000 nye job

Den høje jobvækst i USA er med til at øge efterspørgslen på blandt andet udenlandske varer. (Arkivfoto).
Michael M. Santiago/Ritzau Scanpix Den høje jobvækst i USA er med til at øge efterspørgslen på blandt andet udenlandske varer. (Arkivfoto).

Der blev i maj skabt 272.000 nye job i USA uden for landbruget.

Det fremgår af en meddelelse fra USA's beskæftigelsesministerium.

Dermed var der væsentligt mere gang i jobmarkedet end ventet.

De amerikanske økonomers forventning var således, at der i løbet af maj blev skabt 185.000 nye job.

Arbejdsløsheden lå i maj på fire procent og var stort set uændret i forhold til april, hvor 3,9 procent af arbejdsstyrken var uden job.

I april blev der skabt 175.000 nye stillinger, mens der i årets første tre måneder i gennemsnit blev skabt 242.000 job.

Der er med tallene for maj ingen tegn på, at tempoet er ved at gå ud af det amerikanske arbejdsmarked.

Men der er en risiko ved de mange beskæftigede, bemærker seniorøkonom Kristian Skriver fra Dansk Erhverv.

- Selv om det på overfladen er en god nyhed, at der er høj jobvækst, er det ikke uden problemer. Det store pres på arbejdsmarkedet øger også prispresset, som desværre er til den høje side.

- Det er forhåbningen, at tempoet på arbejdsmarkedet på sigt aftager og dermed vil dæmpe inflationen, men den høje jobvækst i maj giver ingen forhåbninger om det, siger Kristian Skriver i en skriftlig kommentar.

Den høje jobvækst gør desuden, at en nedsættelse af renten i USA skubbes længere ud i horisonten, bemærker seniorøkonomen.

Samme pointe har Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.

- Endnu en stærk jobrapport fra USA udskyder rentesænkninger til efteråret. Det amerikanske arbejdsmarked bliver ved med at trodse centralbankens høje renter, skriver han i en mail.

Samtidig er lønningerne stigende i USA.

- Lønstigningerne er tiltagende, og det er med til at puste til inflationen. Det er alt for tidligt for den amerikanske centralbank at sætte renten ned endnu, lyder det fra Allan Sørensen.

Opgørelsen over den månedlige jobskabelse uden for landbruget i USA kaldes populært for "kongetallet".

Tallet er en strømpil for verdensøkonomien, da USA er verdens største økonomi. Således er stor jobvækst i USA eksempelvis godt nyt for danske eksportvirksomheder, som oplever større efterspørgsel.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere