Den kinesiske præsident, Xi Jinping, skal besøge Frankrig, Serbien og Ungarn fra 5. maj til 10. maj.
Det oplyser det kinesiske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det bliver præsidentens første besøg i Europa efter coronapandemien.
Seneste besøg fra den kinesiske præsident i Europa var i 2019 inden både pandemien og krigen i Ukraine.
Dengang gik turen til Frankrig, Italien og Monaco.
De seneste måneder har der været historier i flere medier om, at Xi Jinping snart var på vej til at besøge Frankrig, efter at den franske præsident, Emmanuel Macron, sidste år besøgte Kina.
Nu er det bekræftet, at Xi kommer til Frankrig 6. og 7. maj.
- Besøget finder sted i forbindelse med 60-året for diplomatiske forbindelser mellem de to lande, skriver det kinesiske præsidentkontor ifølge nyhedsbureauet AFP.
Præsidenten ventes både at besøge hovedstaden Paris og Hautes-Pyrénées-departementet i det sydvestlige Frankrig.
Krigen i Ukraine vil formentlig stå højt på dagsordenen ifølge AFP.
- Kina ser frem til at arbejde med Frankrig om yderligere at øge den gensidige politiske tillid, solidaritet og samarbejde, siger Lin Jian, talsmand for Kinas udenrigsministerium, ifølge Reuters.
Den kinesiske præsident skal også mødes med Serbiens præsident, Aleksandar Vucic.
Ifølge ministeriet skal Xi også mødes med Ungarns premierminister, Viktor Orbán.
Mens Ungarn har været EU-medlem siden 2004, står Serbien som kandidatland til det europæiske samarbejde.
Ingen af de to lande har dog et gnidningsfrit forhold til hovedparten af landene i unionen, blandt andet på grund af relationen til Rusland.
Kilde: /ritzau/