Seks mennesker er blevet dræbt af en mand, der angreb folk med kniv i et indkøbscenter i den australske storby Sydney.
Det oplyser australsk politi lørdag.
Gerningsmanden, som er blevet dræbt af politiet, menes at have handlet på egen hånd, vurderes det ud fra foreløbige oplysninger.
Der vurderes ikke længere at være en trussel. Gerningsmanden er endnu ikke identificeret.
Flere mennesker, heriblandt et barn, blev bragt på hospitalet efter knivangrebet, oplyser ambulancetjenester ifølge nyhedsbureauet AFP.
Politiet melder ikke om et specifikt antal sårede, men bekræfter, at flere er i kritisk eller alvorlig tilstand.
Indledningsvis meldte politiet om fem dræbte, men en talsperson for australsk politi siger senere lørdag, at en sjette person er død på hospitalet.
Shoppingcenteret, der hedder Westfield og ligger i området Bondi Junction, blev evakueret.
Folk blev opfordret til at undgå området på grund af det, som australsk politi omtaler som en "kritisk hændelse".
Vicepolitidirektør Anthony Cooke siger ifølge mediet The Sydney Morning Herald, at en betjent befandt sig i området og gik ind i centret. Her blev hun peget i retning af den formodede gerningsmand af en række mennesker derinde.
- Hun konfronterede gerningsmanden, der på det tidspunkt havde bevæget sig til femte etage. Hun fortsatte med at gå hurtigt bag ham for at indhente ham, siger Cooke.
- Han vendte sig om mod hende, hævede sin kniv. Hun skød, og den person er nu død.
Øjenvidner siger, at der var panik og kaos i indkøbscenteret.
- Folk var så forvirrede, og vi fik at vide, at der var en fyr, som stak folk ned på etagerne under os, siger 21-årige Ellie Williams til lokalmediet.
To vidner bekræfter til nyhedsbureauet Reuters, at de hørte skud.
- Selv 20 minutter efter at folk blev hastet ud af indkøbscenteret, så jeg specialenheder, som afsøgte gaderne omkring, siger et af vidnerne.
Adskillige videoer på sociale medier viser et stort opbud af redningstjenester og folk, der flygter fra indkøbscenteret.
Ifølge en journalist fra mediet ABC var der "dusinvis, hvis ikke hundredvis" af betjente på stedet.
Flere mennesker er blevet set forlade indkøbscenteret i tårer, skriver The Guardian.
Der er ingen meldinger om et motiv til knivstikkeriet, men politiet vil ikke udelukke "terror", lyder det ifølge AFP.
Det var lige før klokken 16 lokal tid, at redningstjenester blev kaldt til indkøbscenteret.
Kilde: /ritzau/