Premierminister Benjamin Netanyahus regeringskoalition i Israel kan være ved at falde sammen på grund af utilfredshed med krigen i Gazastriben.
Sådan lyder det i en ny vurdering fra de amerikanske efterretningstjenester, skriver avisen The New York Times.
- Mistilliden til Netanyahus evne til at regere er i offentligheden vokset fra et niveau, der allerede før krigen var højt, lyder det i en rapport.
- Vi forventer store demonstrationer med krav om hans fratrædelse og udskrivelse af valg. En anderledes og mere moderat regering er en mulighed.
Rapporten beskriver også, hvordan Israel kommer til at få svært ved at udslette den militante bevægelse Hamas, hvis angreb 7. oktober blev startskuddet til den krig, der menes at have koste over 30.000 mennesker i Gazastriben livet.
Det skyldes ifølge rapporten, at Hamas fortsat kommer til at yde modstand mod Israel i mange år i fremtiden, og at det bliver svært at tilintetgøre bevægelses underjordiske infrastruktur.
Rapporten bliver normalt taget op på høringer i efterretningsudvalgene i henholdsvis USA's Senat og Repræsentanternes Hus.
Netanyahu, som leder Likud-partiet, inviterede kort efter angrebet den israelske opposition til at indgå i en samlingsregering.
Det tilbud accepterede Benny Gantz og hans midterparti National Enhed.
Allerede en uge efter angrebet var Netanyahus popularitet faldet i befolkningen.
En meningsmåling viste, at Likud ville gå tilbage fra de nuværende 32 mandater til 19, hvis der blev afholdt valgt på det tidspunkt.
CIA-direktøren William J. Burns udtalte lørdag, at den eneste måde at løse kriser som den mellem Israel og Hamas er at finde et praktisk mål og gøre alt for at opnå det.
- Ingen kan garantere succes. Men du kan garantere, at alternativerne er værre for de uskyldige civile i Gaza, der lever under desperate forhold, for gidslerne og deres familier, der lever under desperate forhold, og for alle os andre, lød det.
Kilde: /ritzau/