Der er planlagt landsdækkende strejker på tværs af Grækenland onsdag, som er årsdagen for en togulykke, der sidste år kostede 57 mennesker livet.
Der er endnu ikke ikke kommet en endelig forklaring på, præcis hvad der skete under ulykken, ligesom det stadig ikke står klart, hvem der eventuelt kan holdes til ansvar for den. Det er den række af medarbejdere, der ventes at strejke, utilfredse med.
- Et år efter er vi tilbage på gaden for at råbe, at vi ikke glemmer, udtaler en fagforening for Grækenlands offentligt ansatte ved navn Adedy.
- De, der er ansvarlige for tragedien, har stadig ikke stået til ansvar for deres kriminelle handlinger, lyder det videre.
De ansatte ventes at gennemføre en 24-timers strejke sammen med medlemmerne af en række andre fagforeninger.
Herunder ansatte i flyvekontroltjenesten, taxachauffører og medarbejdere inden for offentlig transport, som også protesterer mod høje leveomkostninger.
Søndag blev der afholdt en mindehøjtid for dem, der blev dræbt i ulykken. Deres pårørende ventes onsdag at mødes ved den tunnel, hvor den skete.
Passagertoget med omkring 350 passagerer var på vej fra Athen til Thessaloniki i den nordlige del af landet, da det stødte frontalt sammen med et godstog.
Kollisionen fandt sted i Tempi-dalen nær byen Larissa.
Mange af de dræbte var studerende, og hændelsen er i Grækenland blevet udtryk for mangler i Grækenlands offentlige transportsystem.
Af samme årsag var der i dagene efter store protester og flere strejker i Grækenland. Demonstranterne var utilfredse med, at sikkerheden på de græske jernbaner i årevis er blevet nedprioriteret - også selv om store ulykker tidligere har været tæt på.
34 jernbaneansatte og embedsmænd står tiltalt for katastrofen, men retssagen forventes ikke at begynde før juni.
Den officielle undersøgelse af ulykken er også trukket ud, og efterforskerne skal først afslutte afhøringerne den 8. marts.
Kilde: /ritzau/AFP