Udland

fre, 29 mar 2024

Pave Frans vasker og kysser fødder på 12 kvindelige indsatte

Pave Frans vaskede torsdag fødder på 12 kvindelige fængselsindsatte. Ritualet, som paven udfører hvert år på skærtorsdag, er til for at mindes Jesus, der på skærtorsdag vaskede sine 12 disciples fødder.
Handout/Ritzau Scanpix Pave Frans vaskede torsdag fødder på 12 kvindelige fængselsindsatte. Ritualet, som paven udfører hvert år på skærtorsdag, er til for at mindes Jesus, der på skærtorsdag vaskede sine 12 disciples fødder.

Den katolske kirkes overhoved, pave Frans, har torsdag besøgt et fængsel i udkanten af Rom, hvor han har vasket og kysset 12 kvindelige indsattes fødder.

Paven, som i den seneste tid har døjet med sygdom, fremstod frisk og smilende under besøget, skriver internationale medier.

Traditionen foreskriver, at der hvert år udvælges 12 personer til at få vasket deres fødder af paven skærtorsdag.

Ritualet er til for at mindes Jesus, der ifølge Bibelen vaskede fødderne på sine 12 disciple ved den sidste nadver.

Mens ritualet er velkendt, gør en særlig omstændighed år 2024 til noget særligt.

For første gang havde pave Frans nemlig valgt udelukkende at vaske fødder på kvinder.

Paven har desuden været den første til at inkludere kvinder i ritualet, ligesom han er den første til at udføre det på andre end kristne.

Foruden de 12 udvalgte kvinder hilste paven også på andre af de indsatte, da han besøgte kvindeafdelingen i fængslet i forstaden Rebibbia.

Der blev også afholdt messe under hans visit.

Her benyttede paven lejligheden til at sige et par ord:

- Vi har alle små fiaskoer, store fiaskoer. Men Herren venter altid på os med åbne arme, og han bliver aldrig træt af at tilgive.

Paven tilføjede, at ritualet med at vaske fødder er en gestus, der henleder vores opmærksomhed på det kald, det er at tjene.

Før fængselsbesøget havde den 87-årige religiøse leder indledt skærtorsdag med at prædike ved en messe i Peterskirken.

Også her blev han af internationale medier beskrevet som værende veloplagt og frisk.

I den seneste tid har paven været ramt af både bronkitis og influenza.

Det har betydet, at han ved flere messer har haft en hjælper til at læse prædikenerne op.

Desuden var pave Frans i slutningen af februar kortvarigt forbi hospitalet til en undersøgelse.

Det vides fortsat ikke, hvad besøget mere specifikt omhandlede.

Fredag fortsætter den katolske påskefejring.

Den kulminerer påskesøndag, som markerer Jesu opstandelse og er den helligste dag i den katolske kalender.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere