Udland

søn, 31 mar 2024

Paven opfordrer til at fanger frigives i Ukraine og Gaza

En frisk vind fik fat i pave Frans' hovedbeklædning, da han søndag holdt sin traditionelle tale - "Urbi et Orbi" - i forbindelse med påskedag.
Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix En frisk vind fik fat i pave Frans' hovedbeklædning, da han søndag holdt sin traditionelle tale - "Urbi et Orbi" - i forbindelse med påskedag.

Israelske gidsler i Gaza bør frigives, og Rusland og Ukraine må udveksle fanger.

Sådan lyder budskaberne fra pave Frans, der søndag holder sin traditionelle påskeprædiken. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 87-årige pave fremfører sin traditionelle velsignelse - "Urbi et Orbi" eller "til byen og til verden" - fra Peterskirkens balkon.

Her gentager han altså blandt andet sin opfordring i forbindelse med krigen i Gaza.

- Jeg appellerer endnu en gang til, at adgang til nødhjælp bliver sikret i Gaza, og jeg opfordrer til omgående løsladelse af gidsler, der blev taget til fange 7. oktober, og til en øjeblikkelig våbenhvile i Gazastriben, lyder det.

Samtidig berører han også krigen i Ukraine, som raser på tredje år.

Han ønsker respekt for folkeretten.

- Jeg håber på en generel udveksling af alle fanger mellem Rusland og Ukraine, siger han til de titusindvis af fremmødte katolikker, som var samlet på Peterspladsen.

Omkring 30.000 er søndag samlet foran Peterspladsen, der i anledning af påskedagene er dekoreret med blomster og planter.

Inden talen var paven til stede ved påskemessen i Peterskirken. Det var dog ikke ham, der ledede den, men i stedet en højtstående præst.

Påskedag markeres Jesu opstandelse, og messen denne dag er højdepunktet i påskedagene, skriver AFP.

Pavens helbred har den seneste tid været genstand for megen opmærksomhed og bekymring.

Han har været ramt af både bronkitis og influenza, hvilket har gjort, at han til flere messer har haft en hjælper til at læse prædikenerne op.

Langfredag meldte han afbud til et traditionsrigt optog i Rom, men han har dog deltaget i andre begivenheder i påskeugen.

Under søndagens påskefejring var der skruet ekstra op for sikkerhedsforanstaltningerne, skriver nyhedsbureauet dpa.

Det sker efter et nyligt angreb i Rusland, hvor flere mænd skød med automatvåben mod koncertgængere i Crocus City Hall i udkanten af Moskva. Mindst 144 blev dræbt.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere
Ministerium får skarp kritik for tilsyn med landbruget I alt to ministerier får kritik for tilsyn med landbrugets udledning af kvælst... Læs mere