Udland

lør, 23 mar 2024

af Mikkel Preisler

Putin i tv-tale: Alle gerningsmænd bag Moskva-angreb er anholdt

Præsident Vladimir Putin taler til den russiske befolkning lørdag eftermiddag.
Kremlin.ru/Reuters Præsident Vladimir Putin taler til den russiske befolkning lørdag eftermiddag.

Samtlige gerningsmænd bag et dødeligt angreb på et koncertsted nær Moskva er blevet anholdt.

De forsøgte at flygte til Ukraine, da de blev pågrebet.

Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, ifølge Reuters og det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

- Jeg taler til jer på baggrund af den dødelige og barbariske terrorhandling, som har dræbt dusinvis af uskyldige civile, som var vores medborgere, herunder børn, teenagere og kvinder, siger Putin ifølge Tass.

Han taler lørdag eftermiddag til den russiske befolkning og adresserer det voldsomme angreb, som har kostet mindst 115 personer livet.

Præsidenten lover, at alle skyldige bliver straffet.

Ifølge Putin er fire personer, der var direkte involveret i angrebet, blevet anholdt. I alt er der foretaget 11 anholdelser.

Ifølge de russiske myndigheder rejste de mistænkte personer ind i Rusland fra Ukraine inden angrebet.

Og efter angrebet forsøgte de altså at flygte tilbage, siger Putin.

- De forsøgte at gemme sig og flygtede mod Ukraine, hvor der ifølge foreløbige oplysninger var lavet et smuthul, så de kunne krydse grænsen fra den ukrainske side, siger Putin.

Han forventer, at andre lande vil samarbejde med Rusland om at bekæmpe terror på baggrund af angrebet i Moskva.

- Vi ved, hvad terrortruslen handler om.

- Vi regner med at samarbejde med alle lande, som deler vores smerte og er klar til at bidrage til indsatsen for at bekæmpe en fælles fjende: International terrorisme og alle dens manifestationer, siger Vladimir Putin.

Ifølge de russiske myndigheder viser de foreløbige undersøgelser, at ofrene døde af henholdsvis skud og af røgforgiftning.

Således brød koncertsalen i brand i forbindelse med skudangrebet.

Ruslands efterforskningskomité vurderer, at branden blev påsat ved hjælp af brandbar væske.

Angrebet fandt sted fredag aften i Crocus City Hall i Krasnogorsk, som er en forstad til den russiske hovedstad, Moskva.

Som følge af angrebet erklærer Putin et døgns landesorg i Rusland.

Tidligere lørdag oplyste den russiske efterretningstjeneste FSB, at 11 personer var anholdt. Samtidig oplyste de russiske myndigheder dog, at de ville fortsætte jagten efter flere mulige gerningsmænd.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kæmpe jordskælv i Thailand og Myanmar Thailand og Myanmar er i dag blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der har medf... Læs mere
Volvo bruger AI og virtuelle miljøer til at forbedre sikkerheden Volvo går forrest i jagten på mere sikker kørsel – med banebrydende AI og v... Læs mere
Audi tager banebrydende skridt med virtuel styring i karrosseriproduktion Audi skaber verdensnyhed med virtuel produktionsstyring i karrosseriafdelingen o... Læs mere
Opel sætter ny standard for sædekomfort i Grandland og Astra Opel tager komfort og bæredygtighed til nye højder med avancerede ergonomiske ... Læs mere
Mercedes-Benz sætter ny standard for bæredygtighed med ny CLA-model Mercedes-Benz tager endnu et skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af ... Læs mere