Udland

lør, 09 mar 2024

Senatet i USA godkender endelig budgetaftale

Senatet ventes fredag at stemme for en ny budgetaftale, siger den demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer.
J. Scott Applewhite/Ritzau Scanpix Senatet ventes fredag at stemme for en ny budgetaftale, siger den demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer.

Senatet i USA har stemt for en budgetaftale, som finansierer dele af det føderale statsapparat frem til efteråret.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Aftalen sendes nu til præsident Joe Biden, der skal underskrive den, for at den kan endeligt vedtages.

Det vil betyde, at landet undgår en delvis nedlukning af den føderale sektor. Den nuværende aftale om finansiering udløb nemlig fredag ved midnat amerikansk tid.

Den nye budgetaftale dækker 467,6 milliarder dollar - omkring 3186 milliarder kroner - og finansierer blandt andet landbrug, transport, almene boliger og energi frem til slutningen af finansåret i USA, som slutter 30. september.

Demokraterne og Republikanerne blev fredag enige om at afholde en afstemning vedrørende den nye budgetaftale, inden den nuværende finansiering udløb ved midnat. Det oplyste Senatets demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer.

- Fordi begge sider i dag har samarbejdet, har vi taget et stort skridt mod vores mål om fuld finansiering af statsapparatet, sagde Schumer med henvisning til, at man nåede til enighed om at holde afstemningen fredag.

Det var også forventningen, at et flertal ville stemme for aftalen.

Onsdag blev den stemt igennem Repræsentanternes Hus med 339 stemmer for og 85 imod, og den blev herfra sendt videre til Senatet.

Selv om aftalen er gået igennem Senatet og kommer forbi Bidens skrivebord, betyder det dog ikke, at finansieringen af det amerikanske statsapparat kommer helt på plads.

Aftalen dækker kun en mindre del af det samlede budget, og nogle af de mest omstridte områder er ikke omfattet af den.

Blandt andet rummer aftalen ikke et nyt budget for militæret, sundhedsområdet og beskyttelsen af USA's nationale sikkerhed. De er omfattet af en anden midlertidig finansieringsaftale, som udløber 22. marts. Inden da skal der vedtages en ny aftale, hvis man skal undgå en nedlukning.

Til trods for, at USA er knap halvvejs gennem finansåret 2024, har der været store problemer med at lande en endelig budgetaftale.

Man har i stedet løbende vedtaget midlertidige finansieringsaftaler, som skulle sikre, at det føderale statsapparat ikke går i stå.

Den seneste blev vedtaget 1. marts, hvor dele af den strakte sig til midnat fredag amerikansk tid og andre til 22. marts.

Udløber en midlertidig aftale, uden at der vedtages en ny, vil det resultere i problemer med udbetaling af løn til op mod fire millioner ansatte i den offentlige sektor.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Endnu en minister fra Moderaterne vil i Folketinget Christina Egelund vil på stemmesedlen til næste folketingsvalg, der skal afhol... Læs mere
Løkke: Udvikling i Syrien vil få betydning for hele Mellemøsten Syriens præsident, Bashar al-Assad, har ifølge meldinger forladt Damaskus efte... Læs mere
Mette Frederiksen underskriver aftale med omstridt præsident Statsbesøg fra Egyptens præsident er blevet kritiseret, men Danmark har indgå... Læs mere
Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere