Skyer og uvejr kan komme på tværs, når millioner af amerikanere mandag får chancen for at opleve en total solformørkelse.
Blandt andet kan det sydlige Texas blive dækket af skyer op til solformørkelsen, skriver National Weather Service, der er USA's meteorologiske institut, på sin hjemmeside.
Solformørkelsen begynder over Stillehavet og rammer det nordamerikanske fastland klokken 11.07 lokal tid - klokken 20.07 dansk tid. Det sjældne fænomen rammer fastlandet ved Mexicos stillehavskyst.
Herefter bevæger den totale solformørkelse sig mod nordøst hen over USA og Canada.
Mandag morgen lokal tid er der regn og tordenvejr i et bælte fra Ohio i det nordlige USA mod sydvest, skriver National Weather Service.
Det er dog uklart, om uvejret når at blive opløst, inden solformørkelsen bevæger sig hen over USA.
Den seneste tid har et lavtrykssystem resulteret i snevejr og kraftig blæst i den nordlige og centrale del af landet.
Lavtrykket svækkes mandag og bevæger sig mod nordøst til Canada.
I USA er det muligt at se solformørkelsen - hvis vejrforholdene ellers tillader det - i Texas, Oklahoma, Arkansas, Missouri, Kentucky, Illinois, Indiana, Ohio, Pennsylvania, New York, Vermont, New Hampshire og Maine.
Og i Canada er det indbyggerne i de østlige provinser Quebeq, New Brunswick samt Newfoundland og Labrador, der får mulighed for at se fænomenet.
Ved en total solformørkelse står Jorden, Månen og Solen på linje, og set fra Jorden vil Solen i kort tid være fuldstændigt skjult bag Månen.
Ifølge det amerikanske rumagentur Nasa vil omkring 31,6 millioner mennesker kunne opleve den totale solformørkelse mandag.
De fleste steder vil solformørkelsen vare mellem 3 minutter og 30 sekunder og 4 minutter. Den totale solformørkelse varer længst nær Torreón i Mexico, hvor den varer 4 minutter og 28 sekunder.
Sidste gang man kunne opleve en total solformørkelse i Nordamerika, var i 2017. Næste gang bliver i 2044.
Kilde: /ritzau/