- USA er imod Israels "genbesættelse" og imod enhver formindskelse af Gaza eller af andre dele af palæstinensisk territorium.
Sådan lyder det fredag fra den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken.
Udtalelserne fra Blinken er en reaktion på en plan for Gaza efter krigen, som er blevet lanceret af den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.
Hans lands hær skal have "ubegrænset frihed" til at operere i hele Gazastriben, når Hamas er nedkæmpet, lyder det.
- Gaza … må ikke blive et sted, der kommer til at være platform for terrorisme. Der bør ikke sket en israelsk genbesættelse af Gaza, siger Blinken under G20-mødet i Buenos Aires fredag.
Blinken bekræftede USA's støtte til Israels ret til "selvforsvar" efter et angreb torsdag nær en jødisk bosættelse på Vestbredden, hvor tre palæstinensere skød mod tilfældige biler. En blev dræbt og otte blev såret.
- De tre terrorister steg ud af deres bil og begyndte at skyde med deres automatvåben mod køretøjer, som holdt stille i en trafikprop på vejen mod Jerusalem, hedder det i en pressemeddelelse fra de israelske myndigheder.
Israels siger, at "terrorangrebet" fandt sted nær Maale Adumim-bosættelsen øst for Jerusalem.
Situationen er særlig spændt på Vestbredden som følge af Israels krig i Gaza.
Under israelernes angreb i Gaza er der ifølge den militante Hamas-bevægelse blevet dræbt over 29.000 palæstinensere.
Den israelske regering siger, at dens mål er at nedkæmpe Hamas, som har svoret at udslette Israel som stat.
/ritzau/AFP
Kilde: