Udland

ons, 17 apr 2024

Værste masseblegning nogensinde rammer Great Barrier Reef

Great Barrier Reef er ramt af sin femte masseblegning på otte år.
David Gray/Ritzau Scanpix Great Barrier Reef er ramt af sin femte masseblegning på otte år.

Det værste tilfælde af masseblegning nogensinde har ramt verdens største koralrev, Great Barrier Reef ud for Australiens østkyst.

Det oplyser The Great Barrier Reef Marine Park Authority (GBRMPA) i en udtalelse natten til onsdag dansk tid.

Blegning af korallerne sker, når varmere vand ødelægger de alger, som korallerne lever af, hvilket i sidste ende gør korallerne hvide.

Det kom allerede i marts frem, at Great Barrier Reef er ramt af sin femte masseblegning på otte år.

Det er de stigende havtemperaturer, som har skabt en hedebølge under vandet ved koralrevet.

Temperaturerne har ifølge GBRMPA forårsaget store skader på en strækning på 1100 kilometer.

Det er ikke bare Great Barrier Reef, som er mere end 2300 kilometer langt, der er ramt af masseblegning.

Den amerikanske vejrtjeneste NOAA sagde tidligere på ugen, at det er et verdensomspændende fænomen.

- Langs kystlinjerne fra Australien og Kenya til Mexico er mange af verdens farvestrålende koralrev blevet spøgelsesagtigt blege, lød det i en rapport.

Koralrev er havbund eller forhøjninger på havbunden, som består af kalkstrukturer bygget af hvirvelløse koraldyr.

Levende koraldyr sidder fæstet til formationer, som stammer fra skallerne til for længst døde dyr. At danne et stort rev kan tage flere tusinde år.

På revene lever der mange typer fisk og andre arter. Det anslås, at hele 25 procent af alle arter i havet lever på koralrev eller er afhængige af dem.

Mange hundreder millioner mennesker får dækket dele af deres madbehov af fisk, som lever nær koralrev.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere