Vulkanudbruddet lørdag aften på Reykjanes-halvøen i det sydvestlige Island er det fjerde og hidtil kraftigste siden december.
Det vidner om, at halvøens vulkansystemer efter en dvaleperiode på næsten 800 år er gået ind i en aktiv periode.
Det siger leder af Nordisk Vulkanologisk Center ved Islands Universitet Rikke Pedersen.
- De tektoniske plader i Island rykker sig fra hinanden. Når pladerne ikke kan strække sig mere og bliver nødt til at få tilført mere materiale fra større dybder, går man ind i en vulkansk aktiv periode, siger hun.
Ved udbruddet lørdag aften to kilometer nordøst for havnebyen Grindavik blev 700 mennesker evakueret omkring turistattraktionen Den Blå Lagune
Siden marts 2021 har der været syv udbrud på halvøen, der ellers ikke har registreret vulkanudbrud siden 1241.
Den nye udbrudsperiode kan ifølge Rikke Pedersen vare flere hundrede år.
- Når der er en udbrudsperiode, vil der typisk ske det, at det vil skifte mellem de fem vulkansystemer, der er på halvøen.
- Perioden kan vare flere hundrede år, siger hun.
Civilforsvaret arbejder nu på at sikre, at varmerør, vandledninger og fiberoptiske kabler ikke bliver ødelagt af lavaen.
Myndighederne har ifølge Rikke Pedersen været godt forberedt på opgaven.
- Hele evakueringen af Den Blå Lagune er gået gnidningsfrit, og det har ikke været liv i fare.
- Jeg vil sige, at man godt kan tage det roligt. Men det er selvfølgelig voldsomme naturkræfter, og det skal man have respekt for. Det er ikke altid, man kan forhindre ødelæggelse af infrastruktur, siger Rikke Pedersen.
Det er endnu uvist, hvor længe det seneste udbrud vil stå på, men intensiteten i lavastrømmen meldes søndag at være aftagende.
Kilde: /ritzau/