Ukraine

fre, 06 dec 2024

Danmark fremrykker levering af artillerikanoner til Ukraine

Franskproducerede Caesar-kanoner, som her affyres under en militærøvelse i Finland i november 2024, kan leveres fra Danmark til Ukraine næste år i stedet for 2026, meddeler Forsvarsministeriet fredag.
Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix Franskproducerede Caesar-kanoner, som her affyres under en militærøvelse i Finland i november 2024, kan leveres fra Danmark til Ukraine næste år i stedet for 2026, meddeler Forsvarsministeriet fredag.

Danmark kan sende artillerikanoner til Ukraine tidligere end ventet. Det har regeringen fredag meddelt Det Udenrigspolitiske Nævn.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har orienteret nævnet om, at de franske Caesar-våben fra producenten Nexter kan leveres næste år i stedet for i 2026.

- Krigen i Ukraine befinder sig i en kritisk fase. Det er afgørende, at vi støtter Ukraine så meget som muligt, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.

Forsvarsministeren, som var fraværende på mødet på grund af et trafikuheld sent torsdag, udtaler i samme meddelelse:

- Artillerisystemerne er meget efterspurgt af Ukraine, så jeg er glad for, at Danmark nu kan bidrage til, at Ukraine modtager flere artilleripjecer allerede næste år, siger Troels Lund Poulsen (V).

Det er snart to år siden, at daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) meddelte, at Danmark vil donere 19 artilleripjecer af typen Caesar til Ukraine.

Våbnene var dengang ikke leveret fra Nexter til det danske forsvar, og det skabte et akut behov for nyt artilleri til det hjemlige forsvar.

Kort efter på en rejse med forsvarsordførerne til Baltikum i januar 2023 meddelte Ellemann, at et stort flertal stod bag indkøb af nyt artilleri fra den omstridte israelske våbenproducent Elbit.

Det blev begyndelsen på en egentlig våbenskandale, som endnu kører.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen ventes i de kommende uger at forholde sig til, hvilke videre konsekvenser sagen eventuelt skal have, efter at en nylig advokatundersøgelse gav mangelfulde svar på de helt centrale spørgsmål.

I november i år kunne DR afsløre, at de israelske våben, som skal erstatte Caesar-artilleripjecerne, er udstyret med navigationsudstyr, som ifølge militære eksperter gør dem uegnede i moderne krig.

Tidligere i denne uge kunne Jyllands-Posten via et lækket brev fortælle, at våbensystemerne fra Elbit bliver forsinket på grund af de missiler, som følger med.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere