Ukraine

man, 18 mar 2024

EU-landene er enige om milliarder i militærhjælp til Ukraine

EU-landene er som ventet blevet enige om at putte fem milliarder euro i Ukraine Assistance Fund. Den skal gå til militærstøtte til Ukraine, siger EU's udenrigschef, Josep Borrell.
Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix EU-landene er som ventet blevet enige om at putte fem milliarder euro i Ukraine Assistance Fund. Den skal gå til militærstøtte til Ukraine, siger EU's udenrigschef, Josep Borrell.

EU-landene er mandag blevet enige om at afsætte fem milliarder euro til militær støtte til Ukraine. Beløbet svarer til omkring 37 milliarder kroner.

Pengene vil blive afsat i en særlig fond kaldet Ukraine Assistance Fund, der både kan give støtte til dødbringende og ikke-dødbringende militært udstyr.

Det oplyser EU's udenrigschef, Josep Borrell.

Udmeldingen kommer i forbindelse med et møde for EU-landenes udenrigsministre mandag i Bruxelles.

- Med Ukraine Assistance Fund vil vi fortsætte med at støtte Ukraine, så landet kan forsvare sig mod Ruslands aggression, siger Josep Borrell.

Han fastslår, at støtten vil fortsætte "så længe, det er nødvendigt".

Borrell havde dog selv oprindeligt foreslået, at EU-landende afsatte i alt 20 milliarder euro over fire år. Det ville give Ukraine vished for, at hjælpen ville fortsætte.

I stedet er EU-landene endt på et kompromis. Her gives der i første omgang kun støtte for ét år.

Det svarer til de fem milliarder euro ud af de foreslåede 20 milliarder for fire år. EU-landene har nu mulighed for at beslutte at fortsætte støtten næste år.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) afviser, at det er tegn på vaklende opbakning til Ukraine.

- Vi havde meget gerne set, at der kunne træffes beslutning om en støtte over flere år. Det ville have været det bedste, fordi vi ønsker at give Ukraine planlægningssikkerhed.

- Men det rokker ikke ved min glæde over, at vi først har fået 50 milliarder euro til Ukraine på plads for at sikre en bund under landets økonomi. Og nu får vi så også den militære facilitet på fem milliarder på plads, siger Løkke.

Samtidig har flere EU-lande, inklusive Danmark, givet Ukraine såkaldte sikkerhedstilsagn. De er en slags forsikring om, at de vestlige lande vil fortsætte den militære støtte til Ukraine på lang sigt.

Med aftalen følger et lettelsens suk i Bruxelles. I de seneste måneder har støtten til Ukraine ført til flere opgør mellem EU-landene.

Den særlige Ukraine-fond løser for det første problemet med Ungarns iltre premierminister Viktor Orbán. Han har flere gange blokeret beslutninger om støtte til Ukraine.

Med den særlige Ukraine-fond får Ungarn dog mulighed for at undlade at bidrage militært til Ukraine. I stedet kan Ungarn betale til Den Europæiske Fredsfacilitet, der så afsætter pengene til andre områder end Ukraine.

Det har gjort, at Ungarn ikke længere blokerer for hjælpen.

Derudover har særligt EU's to største lande, Tyskland og Frankrig, været omdrejningspunkt for diskussionerne.

Tyskland har længe været utilfreds med, at Den Europæiske Fredsfacilitet efter tysk opfattelse af nogle EU-lande blev brugt til at sende gammelt materiel til Ukraine. Derefter blev refusionen fra fonden brugt til at købe nyt udstyr til EU-landets eget militær.

Dermed har Tyskland været med til at finansiere nyt udstyr til EU-lande, der sendte det gamle til Ukraine, har den tyske kritik lydt.

Tyskland får dog med aftalen forbedret sin mulighed for at få refunderet militært udstyr, man bilateralt sender til Ukraine.

Frankrig har lagt vægt på, at EU på sigt skal bruge Ukraine Assistance Fund til i højere grad at indkøbe europæisk fremstillede våben og ammunition.

Der er dog endnu ikke sat dato på, hvornår pengene fra Ukraine-fonden alene skal gå til fælles indkøb af europæisk materiel. Det skal afgøres ved nye forhandlinger.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Far til fire og lærer står til at blive ny borgmester i Herlev Marco Damgaard er uddannet lærer og står til at blive borgmester, fordi Thomas... Læs mere
Danmarks bnp ventes at vokse med tre procent inden stort fald Den danske økonomi ventes at vokse med tre procent i år og næste år, inden v... Læs mere
Vattenfall dropper bud på havvindmøllepark grundet ringe forretning Danmarkshistoriens største udbud af havvind har haft deadline, og nu fortæller... Læs mere
Flere partier vil have flyttet omstridt udrejsecenter til tredjeland En uholdbar situation i Udrejsecenter Kærshovedgård gør, at Konservative vil ... Læs mere
Regeringen forventer også pæne lønstigninger næste år I Økonomisk Redegørelse gætter regeringen på, at de privatansatte i snit få... Læs mere